SANG

   

Tycho Brahe

År: 2001
Tekst: Lars Lilholt
Musik: Lars Lilholt, Kristian Lilholt og Tielman Susato

Tekst

På en lille ø i Øresund der sidder en mand
han stirrer ud i himmelrummet
på en himmelglobus fæstner han de stjerner han ser
universet gør ham helt forstummet
Tycho observerer når han står
om natten på Uraniborg
stjerner, kometer og månen i 21 år

På en lille ø i Øresund går fyrster i land
de kommer nede fra Europa
de har alle hørt om stjernen Stella Nova og ham
der gir Frederik d. 2. horoskoper
Tycho sover aldrig, næsen klør
han observerer og noterer vild og skør
kun synske Jeppe, dværgen, vil han lytte til, han
stammer ham i øret

Tycho Brahe – den korte tid vi har
jeg lugter kætterbål ikke så langt herfra
du er forud for den korte tid vi har
den korte tid vi har

Men bønderne på Hven de klager: ”Konge kom nu frem
er du faret vild i Kronborgs kassematter?
ham Tycho er en troldkarl, en tyran og fantast
og han har ægtet en simpel bondedatter”
biskopperne hvæser: ”Djævletro
Tycho må væk, han er en snog
han kigger Gud i kortene når vi andre går til ro”

Tycho Brahe…

Men Hven er Nordeuropas videnskabelige sus
kongen ved det godt og Tycho bliver forkælet
han får lån, han får len og det fantastiske hus
der ligesom himmelrummet er besjælet
hoffets misundelse gror
”Han skal brændes” hvisker kirkekor
om natten hulker Jeppe sære syner frem i bange ord

Tycho Brahe…

På en lille ø i Øresund der holder man vejret
da kongen dør og sønnen skal ta over
Christian tåler ingen større end sig selv
og drømmer om Tychos instrumenter når han sover
foran Tychos hus i København
råber pøblen i Jesu navn:
”Op på bålet med fantasten”

Tycho Brahe…

Så han flygtede, men døde, blev begravet i Prag
med en længsel efter Øresund i hjertet
og på Hven var alting væk og selv Uraniborg
endte som fårefold
men når natten tænder stjernerne han fandt
ufattelige – ikke sandt?
ja, når natten tænder stjernerne han fandt
kan du høre Tycho tumle sin sekstant
og sparke lidt til Jeppe og kalde ham en lille kværulant

Tycho Brahe…

Noder

text_trans