BLOG

Ønskekoncerter rundt i kongeriget.

Marts, 2024.

Turen rundt i landet for Kristian Fogh og jeg er sluttet. Heldigvis uden uheld, hæshed eller for meget snefald. Jeg er glad for, at jeg i sin tid som 20-årig fik sangteknisk undervisning af en rigtig operasangerinde. Jeg lærte at trække vejret rigtigt, bruge bugstøtten fra mellemgulvet, og stramme ringmuskulaturen når de høje toner skulle tages. Dette gør at jeg faktisk kan synge 30 dage i streg uden at overanstrenge stemmen. Det blev 30 koncerter over hele landet startende i Den blå Kino i Kalundborg og sluttende på Hotel Harmonien i Haderslev, hvorefter Kristian kørte hjem og jeg lige tog en katedralsamtale i Aarhus domkirke med præsten Henrik G Lund og 400 gæster. Desværre nåede vi ikke forbi Bornholm og Lolland-Falster. Det må blive næste gang.

I starten af januar lavede vi et opslag på Facebook, og spurgte jer der havde købt billet, om hvad I ville høre. Der kom overvældende mange forslag, og vi kunne desværre slet ikke få plads til at gøre alle glade. Så skulle hver koncert ha´ varet tre timer. Vi prøvede dog, og det gav en masse øve-arbejde, men gjorde også vi kom ud i krogene af sangværket. 25 af sangene havde Kristian aldrig set før. Faktisk nåede vi forbi 60 forskellige sange. En koncert plejer at indeholde ca. 20 sange. Den slags koncerter er en måde at holde værket i live på.

Snart 83-årige Bob Dylan har engang sagt, at grunden til han er på sin ”Never ending tour” er for at holde værket i live. Jeg forstår ham til fulde.

Vi kom blandt andet til at spille sangen Pigen med den blå violin. Jeg har aldrig spillet den til koncert før. Det føltes dejligt. Jeg elsker valsetakten. Den sang er en hel lille novelle om en mand, der stalker en kvindelig gademusikant. En sang om længsel, savn og om at indfange det uindfangelige. Vi fik også spillet historien om Fedtmule og Mickey Mouse, der flygter i en kølevogn fra Disneyland Paris. De vil væk fra kravet om evig ungdom og ender illegalt i et sommerhus i Vestjylland. Colasangen, der stammer tilbage til Kræn Bysteds i halvfjerdserne, blev spillet to gange, men fik ikke rigtig ben at gå på efter min smag. Sangen Jeg vil ha lov har jeg ikke spillet siden et cykelfredstræf i Kalundborg for meget længe siden. Pludselig gav den mening igen. Jeg skrev den som 29-årig under den kolde krig og atomkrigstruslerne i firserne, og jeg udgav den 1984. Den blev helt uaktuel i 1989 efter murens fald. Den handler om at jeg ville ha lov til at blive en gammel mand, selvom terrorbalancen gjorde alt usikkert. Nu er jeg blevet gammel, og nu vil jeg ha´ lov til at mine børn og børnebørn også kan blive gamle, her hvor vi er på vej ind i en kold krig igen. I samme ombæring kom sangen Hvis tilfældigheden vil, om fuglene der flyver over muren i Berlin. Den mur er som I ved for længst væk, men nye mure rejser sig midt i Europa. Der er ikke til at holde ud. Vi vil bare leve i fred og fordragelighed. Vi vil tænde lys for hinanden i stedet for at slukke det. Sangen For at tænde lys blev den mest ønskede på turen.
Det blev også til tre nye sange, som er til det kommende album, der forhåbentlig kommer til efteråret. Må din vej gå dig i møde og Glæden ved at gå her. Enkelte gange sang vi også Man vender bare lige ryggen til, der handler om at tiden flyver og at vi har alle aldre i os. Høstfesten, en af de sange jeg holder mest af, startede hver aften. Den handler om første gang, jeg i 1972 fik penge for at spille.
Sidst i denne blog kan du se samtlige 60 sange vi benyttede i alfabetisk orden.

Til flere koncerter fik vi gæster på scenen. Det startede i Aars 3. februar. Min gamle ven og producer Nils Torp og hans hustru Sofie fra bandet Souvenirs besøgte os, og sammen sang vi For at tænde lys, Når båden lagde til og Der står et træ i Skivum Krat. Alle tre sange har Nils haft en finger med i spillet ved skabelsen af dem. Til TV-optagelsen i Tivolis koncertsal 17. februar var Mads Kjøller Henningsen med på sine fløjter, sækkepibe og drejelire. Koncerten bliver sendt på DK4 engang i foråret. Søndag den 18. februar var Kristian, Mads og Lars. I Go’ Morgen Danmark. I Aarhus i Musikhuset 2. marts dukkede min bror op, han er flyttet til Aarhus, og vi spillede Bag Mariekirkens tårn, som et eller andet sted handler om vores forældre, samt Lige ud ad landevejen fra Kristians seneste album og Café Måneskin. De to sidste har Kristian skrevet melodi til og jeg teksten. Endelig dukkede Rasmus Lyberth op 5. marts i Odense, hvor vi sag Bag Kuala Lumpurs smil og Når glæden stråler.
Den sidste gæst var min datter Lærke. Det var 11. marts i Skt. Lukas Kirken i Aarhus hvor DR filmede en påskegudstjeneste. Sammen sang vi Må din vej gå dig i møde og Glæden ved at gå her. Desuden sang Lærke som kirkesanger for på salmerne og Kristian Fogh trakterede det store vidunderlige flygel til det hele, selv præludiet. Jeanette Varberg kom også forbi, og sammen med præsten talte vi lidt om livet og døden, som vi begge i forbindelse med vores kræftdiagnoser har haft tæt inde på livet. Gudstjenesten bliver vist på DR 21 april.

Tusind tak til de rundt regnet 18.000 publikummer der dukkede op rundt i landet.
Det var en dejlig turné, og måske burde Fogh og jeg gøre det igen, også det med ønskerne. Disse ønsker der gav så meget liv til koncerterne aften efter aften.
Tak til alle arrangørerne, Panduro management, lydmand Thomas Becker og turmanager Ninna Thomsen, samt i Strib og Tivoli Lasse Jørgensen og Jimmy Sørensen.

Og nu kommer foråret.
Vi ses derude

Lars L

Lars Lilholt, Kristian Fogh og Souvenirs

Go’ Morgen Danmark

Lars Lilholt, Kristian Lilholt og Kristian Fogh

Rasmus Lyberth, Lars Lilholt og Kristian Fogh

Kristian Fogh, Lærke Lilholt og Lars Lilholt

Foto : Flemming Ege, Lasse Jørgensen og Ninna Thomsen.

At være tæt på dig, Bag Kuala Lumpurs smil, Bag Mariekirkens tårn, Café Måneskin, Colasangen, Dansen går, Den blå Hypnotisør, Der står et træ i Skivum Krat, Det sidste ord, Digteren, En lille bøn hver dag, Et folk et menneske, Fedtmule & Mickey Mouse, Flyv endelig højere end vingerne bær´, For at tænde lys, Galwaypigen, Giv altid håbet den længste frist, Giv det blå tilbage, Glæden ved at gå her, Har denne vej et hjerte, Held & Lykke, Hvidsten kro, Hvis tilfældigheden vil, Hvor går vi hen når vi går
Høstfesten, I blå Ballerinasko, I en sommernat, I regnbuens rige, Ingenmandsland, Jeg vil ha´ lov, Jeg vil være stjerne, Kald det kærlighed, Klovnen er død, Kong Pukkelryg, Kun én jord, Kun med hjertet kan man se, Kære Øjeblik, Lige ud ad landevejen, Lilly fra Løkken, Man vender bare lige ryggen til, Mester Jakel dreng, Mikkel han var død, Må din vej gå dig i møde, Nefertiti, Når båden lagde til, Når glæden stråler, Ofelia, Og så blev der ro, Pigen der kom ind fra vest, Pigen med den blå violin, Ridderen af den hvide hingst, Rosen min, Rosinante, Sammenholdet er forbi, Sandheden, Sang til Otto, Sig os nu hvad du hed, Smukkere med tiden, Til min far, Under fuldmånens skær.

2023.

December, 2023.

2023 var et år hvor alt heldigvis blev bedre og bedre.

2022 sluttede træls, da jeg før jul igen blev indlagt på Skejby, og endnu engang måtte igennem flere operationer i forbindelse med min tidligere tarmkræft operation. Jeg skulle have lagt stomi tilbage, men blev så atter ramt af både tarmslyng og bughindebetændelse. Det slog mig ud, men heldigvis fik de dygtige læger på Skejby mig på ret køl igen, og jeg brugte årets første fire måneder på at styrke min fysik, så jeg kunne blive klar til Lars Lilholt Bands store 40 års jubilæums tur.

Min 70-års fødselsdag 14 marts blev markeret ved premieren på dokumentarfilmen ”Lars om Lilholt” på både festivalen CPH:DOX og TV2. Filmen blev optaget i løbet af Storyteller turneen i efteråret 22. Det er blevet en stilfærdig og eftertænksom film, jeg sætter stor pris på. Den ligger stadig på tv2 play.

Jeg selv fejrede fødselsdagen stille og roligt omgivet af min hustru, børn, svigerbørn og børnebørn. Det er dejligt at være i live.

Musikalsk blev 40 års jubilæumsturen en herlig oplevelse.

Mads Kjøller, Lærke Lilholt og Malene Mailand var slet ikke født, da Gert og jeg en sen januar aften i 1983, sammen med mine søskende Tine og Kristian samt bassisten Tommy Kejser, debuterede på spillestedet Sysseltinget i Hjørring. Eddi Jarl og Anders Bækgaard gik i børnehave og kun Kristian Fogh var begyndt i skole, og på at spille klaver.

Vi forberedte os til jubilæums-turen ved at øve sange fra alle de studiealbums bandet og jeg har udgivet i de fyrre år. Se eventuelt alle albums her på hjemmesiden.

Desuden indøvede vi ”Skovgildet” fra Kræn Bysteds album fra 1977. Den sang var den første, jeg fik spillet i Danmarks radio, og ”Skovgildet” endte med at komme med på hver eneste koncert i løbet af turneen. Der var også en helt ny sang ”Må din vej gå dig i møde”. Den blev spillet på de koncerter, hvor der var mulighed for at spille to sæt. På en festival må man begrænse sig til 75 minutter, så der kan kun benyttes omkring 15 sange. ”Må din vej gå dig i møde” er bygget over en gammel keltisk velsignelse, og der findes en del sange og salmer med den titel, hvor adskillige komponister er blevet inspireret af velsignelsen, nøjagtig som jeg blev det. Vi har indspillet den her i november, og regner med at udgive sangen på streamingtjenesterne som optakt til min tur med Kristian i februar. Så bliver den også en fast del af repertoiret næste sommer.

Det var både opløftende og også lidt skræmmende på den måde at bevæge sig rundt i de fire årtier Lars Lilholt band alias De lyse nætters orkester har eksisteret. Man vender bare lige ryggen til, og så er tiden gået.
Koncerterne blev fremragende, og publikum elskede at høre noget af det helt gamle.

Jeg bliver ydmyg og taknemmelig, når jeg ser publikum strømme til i Karup, på Meilgaard, i Aalborg, Silkeborg og Odense. Udendørs koncertpladser vi har spillet på hver eneste sommer i årevis. Publikum er ofte folk, der har set os et utal af gange, og som trofast vender tilbage. Nogle startede som børn, og kommer nu med deres egne børn. Enkelte følges ad i tre generationer. Det er fantastisk og inspirerer til, at vi gør os umage. Årets koncert skal altid være ny og frisk, men vi må på den anden side aldrig snyde publikum for ”Kald det kærlighed”, ”Café Måneskin” og ”Den hvide dværg”. Vi kan så variere oplevelserne ved at arbejde med arrangementerne.

Jeg elsker de sidste 5 års udgave af Lars Lilholt Band. Der er knald på, og musikerne er så dygtige. Gert, Lærke og jeg er de eneste der ikke har gået på rytmisk musikkonservatorie. Lærke har dog en bachelor i musik fra universitet, og de har alle sammen en fabelagtig teknik. Gert og jeg har mere lært det på den hårde måde på landevejene i de fyrre år. Og vi turnerede begge ti år i andre sammenhænge, før jeg dannede Lilholt band efter mit første soloalbum. Flere af jer kender også historien om, at Gert har spillet en koncert mere med Lars Lilholt band end jeg har. Det var på Oslo færgen for snart 30 år siden, hvor jeg en aften kom for sent, fordi jeg havde været i byen med Bjørn Afzelius. Så måtte Gert synge for.

Vores koncert på Smukfest blev også en lokal fejring, og vi har fået storskærmsoptagelserne foræret af Smukfest, og vores SoMe mand Frank Rosgaard havde to ekstra kameraer i gang og har klippet koncerten sammen. Vi lægger dem snart på vores youtubekanal, hvor I kan se den kvit og frit. Det var en skøn og følsom eftermiddag, der startede med at konferencier Simon Juul sagde: ”Det ældste bøgetræ i skoven er 400 år gammelt, det plantede Lars Lilholt til sin 40 års fødselsdag.” Så tror da fanden jeg nogen gange er lidt stiv i ryggen, nej spøg til side. Jeg har det heldigvis rigtig godt igen.

Jeg vil gerne sige tak for i år til vores store trofaste publikum, det unikke crew, mit energiske og talentfulde Band, samt mit loyale management.
Jeg ønsker jer glædelig jul og et godt nytår. Et nytår hvor der forhåbentlig kommer lidt mere fred i verden.

Kærlig hilsen.

Lars Lilholt

2022 – Et mærkeligt, uheldsvangert og fortrøstningsfuldt år.

December, 2022.

Året startede med ti corona nedlukninger af en række kirkekoncerter, jeg skulle spille med Shaka Loveless. Først den 18. januar fik vi lov at starte med 2 koncerter i Mariehøj kirke i Silkeborg. Turen varede frem til den 7. februar i Thyborøn, og vi spillede hver aften. Shaka er en dejlig makker på sådanne duo singer/songwriter koncerter. Han synger dejligt og er en intelligent, morsom performer. Repertoiret var bredt med nyskrevne sange, men selvfølgelig også med ”Tomgang” og ”Kald Det kærlighed”.
Shaka havde en helt ny sang med, han havde skrevet om og til mig, og jeg havde ”En Lille Flig Af Evigheden” fra Decameron-pladen med. En sang jeg netop har skrevet til Shaka. I denne duo sammenhæng glæder jeg mig altid over Shakas Toppen af Poppen version af ”Et Folk Et Menneske”. Han forløser den sang bedre, end jeg selv gør.

Lars Lilholt og Shaka

Jeg havde fået foretaget nogle prøver på Horsens sygehus lige før turnéstart, og midt på turen fik jeg et opkald fra Skejby sygehus. De havde fundet kræft i min tarm. Jeg var chokeret, og Shaka foreslog, vi aflyste resten af turen, men nej, jeg ville hellere spille end sidde med hovedet ind i væggen og vente.

To dage efter turné-afslutningen blev jeg indlagt og opereret. Jeg fik fjernet 30 cm. tarm og omkringliggende væv i forsøget på at fjerne kræften. Det startede et to måneder langt grotesk indlæggelses forløb, hvor jeg blev opereret mindst 10 gange, udover for kræft, også for tarmslyng og bughindebetændelse samt tre blodpropper i lungerne. Et par dage svævede jeg mellem liv og død, men de fantastiske læger og sygeplejersker på Skejby fik mig igennem, og sidst i marts kom jeg helt afkræftet hjem i rullestol. Jeg og min familie kan ikke takke dem nok. De siger, de har fået fjernet alt kræft og her i skrivende stund 10 måneder efter, er jeg stadig kræftfri.

Lars Lilholt indlagt

Så begyndte jeg en intensiv genoptræning, og på trods af alt lykkedes det mig at starte bandets sommerturne den 3. juni i Tivoli friheden i Aarhus.
Tusind tak til hjemmesygeplejen og fysioterapien under Skanderborg kommune.
Foran ti tusind mennesker spillede vi en rørende koncert i Friheden. Jeg løb ikke så meget rundt men stod og sang af mine lungers fulde kraft. Midtvejs måtte jeg takke publikum for at komme og fortælle, at jeg tre måneder før lå på Skejby og troede aldrig, jeg kom til at spille igen. Det vidste de godt, mit management havde udsendt en pressemeddelelse, og vi fik et 5 min langt øredøvende bifald. Jeg var dybt rørt, kunne hverken synge eller tale, og da jeg vendte mig om stod hele mit orkester og græd.
Vi spillede 25 jobs helt frem til sidste koncert i Den Fynske Landsby den 10. september. Jeg blev stærkere og stærkere og sang bedre og bedre. Jeg må taknemmelig takke mit band, mit management og mit publikum for ufattelig stor opbakning.

Der skete så mange ting under turen. Lars Lilholt Band fanklubben kom forbi med gaver til Ninna og jeg samt til Bifrost min hund. Tusind tak.

Webshoppen Plantetorvet.dk har fået en ny smuk lyserød rose til salg. Fremavlet af roseforædleren Rosa Eskelund. Den rose blev opkaldt efter mig, og den 31. juli døbte jeg ”Lars Lilholt rosen” i champagne i Tivoli Friheden –
Den er lyserød, smuk, dufter godt og er god til at tiltrække insekter. Det er jo lige mig, måtte jeg grinende konstatere. Min gamle makker Johnny Madsen har fået en hårshampoo opkaldt efter sig. Det har jo aldrig været ham, drillede jeg. Nej, jeg har fået en rose.

Endnu engang tusind tak for al den opbakning og påskønnelse jeg har fået.

Vi sluttede året af med en lille storyteller tur rundt i landet i oktober og november. Denne koncert vil i løbet af foråret komme på Spotify og lignende platforme. Her var Mads, Gert, Kristian og Eddi med.

Tankevækkende nok har jeg det sidste år været i gang med at samle op på mit musikalske liv, her op til jeg den 14. marts 2023 fylder 70 år. Man vender lige ryggen til, og vupti skal man have fornyet sit kørekort.
Jeg har fået tre digitalt remastererede plader fra min ungdom lagt på streamingtjenesterne. Mit første folk-rock band Kræn Bysteds første udgivelse fra 1975 og en live koncert med Kræn Bysteds fra 1978. Desuden en lp med bandet Arfolk fra 1984. Jeg spillede i det bretonsk inspirerede Aalborgensiske orkester fra 1982-85.

Så tusind tak til alle. Publikum, arrangører, mit band: Kristian Fogh, Lærke Lilholt, Gert Vincent, Anders Bækgaard, Mads Kjøller-Henningsen, Malene Mailand og Eddi Jarl. Mit crew: Lasse Jørgensen, Thomas Becker, Jan Jepsen, Jimmy Sørensen, Ulf Griffenberg og Lars Aunsberg. SoMe: Frank Rosgaard, Foto: Flemming Ege og Webmaster: Tommy Kjeldahl samt mit management: Frank Panduro, Ninna Thomsen, Lisbet Bach og Michael Fast.

Lars Lilholt Band

Vi ses næste sommer. Vores turné starter den 19. maj i Portalen Greve. Det er faktisk en 40 års jubilæumsturné. Lilholt band spillede deres første koncert i Hjørring januar 1983. Der er kun Gert og jeg tilbage fra dengang. Resten var enten ikke født eller gik i børnehave, kun Kristian gik i skole. Men musikken er den samme. Dansk folk-rock og Lars Lilholt Band som det sted, hvor alle mine sange trygt kan folde sig ud.

God jul og godt nytår.

Lars Lilholt.

Sommeren åbnede sig som en blomst.

December, 2021.

Sommeren 2021 åbnede sig langsomt, som en blomst der vender sig mod solen. De mange restriktioner forsvandt lidt efter lidt, og der måtte komme gradvist flere og flere tilskuere til vores koncerter. Stor fest i haven hos Fur Bryghus, Meilgaard slot, Karolinelund i Aalborg, Nørre Vosborg herregård, Nibe festival, Cirkusland i Slagelse og et par herlige gensyn med Knivholt i Frederikshavn, Kvong stadion og havnen i Gilleleje blev det til. De sidste par koncerter i Silkeborg og Odense lignede gamle dage med mere end 2000 feststemte publikummer med højt til loftet, så Gert Vincents hylende signaturguitar endelig kom til sin ret.

Koncerten i Silkeborg blev optaget til TV2 og sendt sidst i november. Som Midtjyllands avis skrev: ”Lilholt gav festen vingerne tilbage”. Sådan havde vi det også selv hele flokken. Det var dybt rørende. I Den fynske landsby i Odense fik bandet sagt tak for denne gang. Det blev dog uden Mads Kjøller på fløjterne. Hans kæreste Clara fødte en lille pige dagen før, og et nyt liv i verden er vigtigere end en koncert i Landsbyen.

Der havde været et par bump på vejen. Især de tre jobs, hvor vores bassist Anders blev ramt af Corona isolation, da hans kone blev smittet. Vi klarede heldigvis situationen ved at Lasse Jørgensen, vores baggears teknikker, trådte til og tampede bassen på fineste måde. Band og Crew sagde tak for turen og på gensyn til hinanden efter Odense, og vi mødtes først igen i december til tre hyggelige julekoncerter med Lars L’s jule folk-band.

Sidst i juli havde Johnny Madsen inviteret mig til Fanø for at spille en lille intim koncert på Realen. Han ville samle Dalton som den oprindelige lille trio, men Allan Olsen gad ikke. I stedet fik vi Billy Cross til at komme, og det var fantastisk. Han producerede jo begge Daltons plader og var en vigtig del af succesen. Jeg havde ikke set Billy i 10 år. Efterhånden har jeg jo fået Billy Cross hår, det er næsten lige så hvidt. Det grinede vi meget af. Billy spiller så fremragende, og han sad i midten og fik Johnny og jeg til rent musikalsk at hænge sammen. Også denne koncert blev optaget til TV2 og sendt flere gange i løbet af efteråret. Det har været noget af et TV2 år for mig. Koncerten med Johnny og Billy er blevet vist et par gange, koncerten fra Silkeborg et par gange og endelig blev vores julekoncert fra sidste år genudsendt lillejuleaften.

Johnny Madsen, Billy Cross og og Lars Lilholt

Derudover medvirkede jeg i adventskoncerten på tv2 Charlie sammen med Kaya, der sang Daltons julesang. Jeg selv sang ”Julenat i Bethlehem” og ”Jul i Ingenmandsland”, sammen med Jan Glæsels fremragende orkester.

Da bandturen sluttede, kastede jeg mig direkte ud i de solo, duo og triokoncerter, der havde ligget og ventet efter de mange corona flytninger. Det blev et hæsblæsende efterår.

Først var jeg med på skivemødet om ”Kultur på kanten”, hvor jeg havde en samtale med Anne Sophia Hermansen fra Berlingske Tidende. Senere spillede Rasmus Storm gruppen en dejlig koncert i Skt. Lukas Kirke i Aarhus. Så solokoncerter i blandt andet Frederikssund, Brande, Aalborg, Norsminde og Kalundborg. Et par sejlture i Roskilde fjord med skibet Sagafjord og koncerter i salonerne blev det også til sammen med Eddi, Mads og Fogh.

Ved solokoncerten i Amager bio fik jeg overrakt en DMA Roots statuette, den såkaldte traditionspris, for mit livslange arbejde med folkemusikken og dens inkorporering i Rocken. Det blev jeg meget rørt over. Inden for et år har jeg fået tre priser, som relaterer sig til at have været i gang i mange mange år. Dansk musiker forbunds ærespris sidste år, Steppeulvens pionerpris for sangskrivningen i sommers og nu denne DMA Roots. Man skal åbenbart bare blive ved længe nok, så vælter priserne ned over en.

Vores SoMe og videomand Frank Rosgaard blev bemærket ude i den stor verden. Hans musikfilm til sangen om Tollundmanden. ”Sig os nu hvad du hed”, som jeg skrev på opfordring fra Silkeborg Museum, vandt en flot pris. Silent River Film Festival i Los Angeles kårede den til årets bedste musikvideo. Filmen var desuden i finalen hos Next Generation Indie Film Awards i Hollywood, dog uden at vinde. Filmen blev ligeledes nomineret til filmfestivaller i New York og Montreal. Der er ingen derovre der kender hverken mig eller Tollundmanden, ja de kan vel næppe se forskel, men de faldt for Franks referencer til Nordic Noir og en Netflix-serie som Vikings.

Tillykke til Frank, det er helt vildt.

Endelig havde jeg i november en hyggelig aften på Himmelbjerggården ved Ry med teologen Jakob Wolf, hvor vi talte og sang om hvor sangene kommer fra baseret på Jakobs bog fra 2005. Desuden en hyggelig regnvåd formiddag på torvet i Silkeborg sammen med tv-værten Peter Ingemann, hvor han sang kor til Kald det kærlighed og sangen om Jens Langkniv.

Min bror Kristian udgav sangen ”Lige ud ad landevejen” i juli. Her sang jeg sammen med Anders Blichfeldt og Kristian. En rigtig rocker med teksten om den sorte svane der åbner øjeblikket. Hør den på Spotify.

I december skulle vi spille vores tre julekoncerter med jule folk-bandet. Repertoiret var som på julepladen ”Lad julen vare længe” fra sidste år. Dog var der blevet plads til Lærke og Malenes smukke udgave af ”God rest ye merry Gentlemen”. Tolv musikere m/k på scenen. Violiner, Nyckelharpe, sækkepibe, banjo, dobro, mandolin, bas, klaver, guitar, fløjte, drejelire og en masse sang og julebjælder. Så kom vi da endelig i julestemning, mens landet igen begyndte at lukke ned på grund af den fuckin’ Omikron. Publikum måtte sidde med afstand, og det var ikke tilladt at synge med. Det, der er det vigtigste for mine koncerter, nemlig fællesskabet, er igen sat under pres, af en virus man ikke kan se. Vi nåede lige koncerterne i Aars, Grindsted og på Bremen teater i København d. 11 december, og så var det slut med koncerter igen.

Godt nytår og tak for det forgangne til alle i og omkring bandet, samt til vores store, trofaste publikum. Uden jer var det hele lige meget.

Lars Lilholt

Endelig på græs.

Juli, 2021.

Vinteren 2021 var træls. Vi kunne ikke rigtig noget, mens vi ventede længselsfuldt på vaccinerne. Jeg syntes, det var svært at holde humøret oppe i vintermørket. Sådan har jeg altid haft det, men corona-isolationen gjorde det værre. Det hjalp, der kom hård frost, under minus 20 grader inde midt i Jylland, så vi kunne gå på isen på Mossøs 10 km lange blanke overflade.
Jeg havde dog tre sjove dage i januar, hvor jeg var med til optagelserne på TV2-serien ”Minkavlerne”. Hver dag blev alle testede, og så blev der ellers filmet. Jeg havde verdens mindste rolle som kyllingefarmenes Claus, der på kroen i slutningen af hver scene skulle bede om en rygepause. Du skal bare sidde i baren og være dig selv, sagde instruktøren Mik Øgendal. Det gjorde jeg så. De drillede mig senere oppe i dagli`brugsen. Nå Lars du er nok gået til filmen!
Midt i marts sang Mads Kjøller og jeg hjemme fra min kones drivhus ”Kald det Kærlighed” i et års udgaven af ”Fællessang hver for sig” på DR1.

Decameron-pladen skulle have været udsendt i marts, men vi udskød datoen for at få mulighed for at promovere den med nogle koncerter. Det kunne heller ikke lade sig gøre, så vi besluttede at udgive den 8. april og livestreame en koncert fra Hall of Drums den 9. april kl. 20 om aftenen. Jeg havde brugt noget af det tidlige forår til at lave små optaktsvideoer til sangene. Jeg fik besøg af Peter Ingeman, og vi drak Decameron-øl, talte om alt og også om albummet. Det blev nærmest en times interview, som du kan se på vores youtube-kanal ”LLMusicVideoes”. Peter er en herlig mand. Han har let til begejstring og er vidende om historie. Det kan jeg li’.
Jeg besøgte desuden havemanden og fortælleren Søren Ryge ude på hans gård på Djursland, hvor han fortalte om solsikker, solsikken der pryder forsiden på Decameron. Søren er en magisk fortæller, som jeg har mødt på Café Hack.
Vores fotograf fik også venligst lov til at besøge det nedlukkede Glyptoteket og lave en lille optakt til den noget tågede sang om Anubis. Han filmede vinterhaven og Anubis-figuren, der spiller centrale roller i sangen om den drøm jeg engang havde på Glyptoteket.
Vi brugte såmænd også, som optakt til Onkel Moustache sangen, nogle 47 år gamle 8-milimeter smalfilm, jeg optog i 1973 i Jerusalem. Caféejeren med det enorme overskæg i hvis etablissement en meget ung hippie godt kunne tjene til morgenmaden ved at spille et par sange.

Samme formiddag, som streaming-koncerten skulle løbe af stablen kl. 20, fik jeg klippet mit skulderlange Corona-hår af. Det inderste hår er efterhånden helt hvidt og det blev pludseligt meget tydeligt. Som barn var jeg helt hvidhåret, som 20årig lysblond, som 40-årig helt mørkhåret, og nu er jeg så som 68-årig vendt retur til det hvide. Tidens hjul blir ved med at snurre.

Den 9. april blev en stor dag for orkestret. Mange mange tusinde mennesker fulgte streamingen, og vi fik hilsner fra både Grønland, Island, Færøerne, hele Skandinavien og det meste af det lukkede Europa, hvor danskere sad i isolation og fulgte vores første live-optrædener med alle de nye sange fra Decameron. Vores booker Michael Fast fra Panduro-management og tidligere trommeslager i Pretty Maids var en kompetent konferencier og ledede slagets gang. Orkestret spillede godt og tæt. Korstemmerne sad i skabet. Den eneste der lavede småfejl var forsangeren, men ellers havde det sgu også været for perfekt. Så ville folk jo ikke tro, det var live. Det var 11 nye tekster pludselig at skulle kunne udenad. Teksterne skal for pokker også have tid til at vænne sig til mig. Publikum skrev, at de sad i Decameron t-shirts og drak de søde Decameron øl. En øl vi fik lavet i samarbejde med Refsvindinge bryggeri. Da streamingen efter halvanden time sluttede, og det var lykkedes vore teknikere at afværge op til flere hackerforsøg, samledes vi alle 20 i hallen omkring det lange bord og bællede Decameron-øl. Helt høje og opstemte.

Den 4. maj var Mads Kjøller og jeg i Aalborg for at medvirke i en udskudt friheds koncert for TV2 Nord i anledning af 75 året for Danmarks befrielse i 1945. Om eftermiddagen i den smukke gamle Budolfi kirke spillede vi min sang ”Giv altid håbet den længste frist”, der stammer helt tilbage fra Jens Langkniv-pladen, som udkom i 1984. Det var biskoppen Hennning Toft Bro, der havde bedt mig synge den lige før hans friheds-prædiken. Håbet, som jeg bare kalder den, er en sang jeg skrev, kort før mit første barn Lærke blev født i 1983. Til september bliver hun 38 år og er for tiden med som korsanger i bandet. Verden er forunderlig. Biskoppen er storebror til Bent Bro fra Tørfisk. Thyborøns fiskerdrenge dækker bredt. Bent og Henning er barndomsvenner med min Dalton-kammerat Johnny. Verden er forunderlig.

Om aften den 4. maj løb så den egentlige TV-koncert af stablen. I Aalborghallen skulle jeg synge tre sange. ”Hvidsten kro” er jo oplagt, og jeg sang den uden orkester bare alene med guitaren. Sådan synes jeg den er bedst. Desuden sang jeg sammen med Shaka Loveless ”Et folk et menneske” i rock-udgaven fra Toppen af poppen, og ”Kald det kærlighed” sammen med søde og dygtige Pernille Rosendahl. Pernille stammer også fra Aalborg, og jeg kunne fortælle, at det nye tøj jeg fik til min konfirmation, blev købt hos hendes farfar i Vagn Larsens herreekvipering fem år før Pernille blev født. Aftenen sluttede med en masse øl på Hotel Hvide hus, hvor vi alle boede. Det var første gang i umindelige tider, vi kunne hænge i en bar og bælle og prale. Hvor var det dejligt.

Pernille Rosendahl og Lars Lilholt

Efter morgenmaden næste dag kunne jeg lige nå over på kirkegården bag Ansgars kirke på den anden side af gaden, lægge en lille blomst og hilse på mine forældre. Derefter skyndte jeg mig over på Aalborg kongres- og kulturcenter (Aalborghallen) og stå i kø for at få en PCR-pind i halsen. Herefter satte Mads og jeg kursen mod Fredericia Teater, hvor vi havde prøver inden den første rigtige koncert i 2021 dagen efter. Der måtte være 250 gæster. Publikum var henrykte, vi var glade og stemningen var i top. Så var vi så småt i gang igen. Vi var i Portalen i Greve, vi var i Bindslev i Vendsyssel, Horsens Ny teater, Harboøre, Vejle. Det var fantastisk.
Vores traditionelle koncerter i Tivoli Friheden og Karup Åmarked var udsolgte, men der måtte jo kun værre en brøkdel af, hvad der plejer. Ved Lyden af Nibe for små 1000 mennesker endte vi med at få en glimrende anmeldelse af Ekstra bladets Thomas Treo inden aftenens fodboldkamp mod Tjekkiet. Som den gamle fodboldnørd jeg er stod jeg i min landsholdstrøje og sang. Fodbold EM var også en følelsesladet og fantastisk start på sommeren.

Midt i juni på Museum Silkeborg var der premiere på en sang om Tollundmanden, jeg skrev til begivenheden, hvor en mandshøj figur af Tollundmanden, som forskerne mener han har set ud, blev afsløret. Jeg optrådte ved åbningen med Malene fra bandet, og du kan se Frank Rosgaards video til sangen via linket herunder. Det er Malene der er mosegudinden. Den video blev forøvrigt nomineret i kategorien ”Best music video” på en filmfestival i Montreal i Canada, uden dog at vinde. Tag forbi Silkeborg museum en dag I er i nærheden. Det er spændende at se forskernes bud på Tollundmandens udseende. Jeg synes han ligner fodboldspilleren Allan Simonsen.

Endelig fik jeg sidst i juni på Bremen teater overrakt en steppeulv. Musik kritikernes prestigefyldte pris. Pionerprisen for lang og tro tjeneste. Efter en lang smuk og dybdegående motivering fra kritikerne på Weekendavisen og Børsen Anna Ullman og Niels “Fez” Pedersen, der blandt andet sagde, at hvis det var publikum, som bestemte over Steppeulven, og ikke anmelderne, så ville årets modtager af pionerprisen havde modtaget den ære for længst …Stod jeg dybt berørt og beæret med den klumpede hesteagtige steppeulvsstatuette i hånden foran publikum. Jeg havde forberedt en takketale, jeg var jo briefet om, at jeg fik prisen, og den tale gik heldigvis helt hjem. jeg var nok ældste mand i teatret. Alle de andre prismodtagere var unge mennesker. Talen startede sådan her. ”I 1968 da jeg var femten år og boede i Aalborg, havde jeg og min kammerat Bjørn på vores knallerter chrashed en fest hos en eller andens storesøster i Hasseris, hvor de rige bor. Vi havde røget en lille bønne og lå og stenede på gulvet. Pludselig siger Bjørn. Hold kæææft mand. Bob Dylan synger på dansk. Jeg lyttede og ja, det gjorde Bob sgu. Hvor fedt. Da vi næste dag var mere klare i hovedet fandt vi selvfølgelig ud af, at det var Eik Skaløe fra det danske hip-orkester Steppeulvene der sang. Jeg havde fiflet lidt med at skrive engelske sange, men fra den dag begyndte jeg at skrive udelukkende på dansk. Nu er der gået 53 år, og jeg skriver stadigvæk på de der sange, der har sat rammerne for mit musikerliv. Resten af min tale handlede om at leve som rejsende i musik hele sit liv, og seancen sluttede med at publikum rejste sig op og sang ”Kald det Kærlighed” for mig. Det var en kæmpe stor dag for mig.

Steppeulven

Håber vi ses ude på banen.

Lars Lilholt

Det mærkeligste efterår i min tid.

December, 2020.

Dette underlige år. En enkelt optræden ud over drive in koncerterne blev det til med bandet minus korpiger i august for 500 siddende mennesker i Karolinelund Aalborg.
Karolinelund var en af Aalborgs store forlystelser, da jeg var dreng. Det lokale tivoli. Nu er Karolinelund nedlagt og bliver brugt som park, hvor der også kan spilles koncerter. Scenen ligger hvor spøgelseshuset lå. Dette uhyggelige sted hvor vi gøs i min barndom. Fik spindelvæv i hovedet og tabte vores candyfloss.

Nu fik vi denne trods alt dejlige koncert, hvor publikum ikke måtte synge med eller rejse sig op, men alle var glade, fordi der trods alt skete noget, og jeg var glad for at kunne støtte Signe og de andre fra Skråen i Aalborg, som i årevis har arrangeret vores koncerter i Skovdalen under Aalborgtårnet.

Ellers brugte bandet august til at være i studiet hos Søren Zahle i Skanderborg. Vi indspillede mange af de sange, jeg fik skrevet under nedlukningen. Alle 8 fra bandet er med. Det var også et projekt for at holde Lars Lilholt Band sammen under restriktionerne, der gør det at være rejsende musiker til et håbløst erhverv. Sangene er indspillet nu, og der blev udvalgt 11 tracks til at komme med på pladen. Albummet udkommer i ugen omkring 14 marts, som er min fødselsdag. Masaipladen fra 1997 kom i sin tid også på min fødselsdag, og den gik jo meget godt. Tre af de indspillede sange er blevet brugt live. Sangen ”At være tæt på dig” som jeg skrev med min bror som det første under nedlukningen i marts. Historien om cafeejeren ”Onkel Moustache” , hos hvem jeg hang ud i mine unge dage som rygsækrejsende. Onkel Moustaches restaurant ligger i Jerusalems gamle bydel nær Damaskus gate. Han lavede billig breakfast, og var man helt på røven, kunne man godt betale ved at synge en sang. Jeg har døbt albummet Decameron. C’et udtales som k ligesom i corona. Glæd jer.

Vores trommeslager Eddi har altid fablet om, at han elsker, når man indspiller alt på en gang og bordet fanger. Ligesom i gamle dage da Elvis indspillede i Sun-studierne. Spillede man forkert var det forfra. Ingen overdubs. Jeg fik den ide, at vi skulle lave en juleplade på den måde. Jeg ringede til bandet samt fire af mine folkemusikvenner, og vi mødtes en søndag midt i september ny-testede og afsprittede. Så vi kunne stå i en rundkreds hos Eddi i Hall of Drums i Gl. Rye og synge hinanden ind i hovedet. Alt foregik akustisk. Ingen elektriske guitarer men violiner, banjoer, mandoliner, sækkepiber, fløjter, drejelirer, jødeharper og masser af korsang. Vores lydmand Thomas kørte grej ind i hallen og efter en kort lydprøve, begyndte vi bare at spille. På to en halv dag indspillede vi albummet ”Lad julen vare længe”. Repertoiret var de sange, vi altid har sunget juleaften i min familie, suppleret med tre af mine egne. I hast fik vi mixet, mastereret og fremtryllet et cover. Forsiden på pladen er en af mine gamle violiner og en af Mads` fløjter fotograferet med en mobiltelefon. Vi nåede at udgive cd´en i starten af november. Vinyler fik vi aldrig da produktionstiden på dem er 10 uger, og efter 24 december er det ikke rigtig et marked for juleplader.

”Lad julen vare længe” overaskede alle. Ekstrabladet kaldte den et julemirakel med humør, der smitter mere end Corona. Selv musikmagasinet Gaffa roste pladen i høje toner. TV2 spurgte om vi kunne spille en julekoncert i Aalborghallen 1. december under alle restriktioner. Den ville de optage og sende ud lillejuleaften. Vi fik alle lyntesten inden optagelserne. Op i næseboret og derefter en gin og tonic, mens vi ventede på svar. Alle var negative, og så gik det løs. To gennemspilninger til kamera- og lydprøver og så koncert om aftenen. Alt klappede. Vi var voldsomt udmattede bagefter. Jimmy, vores lysmand, havde fremtryllet et fantastisk julelandskab vi kunne spille i. Senere om natten på hotel Hvide Hus gennemså jeg billederne med produceren. Da jeg så mig selv tusse rundt mellem alle de fantastiske musikere og sangere i mit julefolkband, blev jeg nærmest lykkelig. Godtnok lignede jeg en smølf med hovedet oppe i en grøn nissehue, men det swingede herligt, og alt lød som det skulle.
Oven i alt det endte ”Lad julen vare længe” med i tre uger at ligge nummer et på top 100.
Se dette er en rig god Corona julefortælling.

Med til dette efterårs historie skal også, at jeg i november kom rundt på en lille soloturne. Det var dejligt at møde publikum igen. Det sidste af turen i december blev så aflyst igen med nye nedlukninger, og det samme gælder for den lange kirketurne, jeg skulle ha været på med Shaka i januar februar. Sådan er det.

Nu er vi på vej ind i 2021. Danskerne er begyndt at blive vaccinerede, og alt ser lysere ud. Jeg håber vi snart får mulighed for at spille koncerter med bandet. Glæd jer til det nye album i marts. Vi har tre bandkoncerter omkring udgivelsen af Decameron. 18 marts i Fredericia, 19 marts i Ringkøbing og 20 marts i Vendsyssel. I den sammenhæng håber vi også at kunne afvikle guldbilletkoncerten, som vi skylder de heldige vindere. Håber det kan lade sig gøre.

Jeg ønsker alle Lilholt-følgere et rigtigt godt nytår.

Det mærkeligste forår i min tid.

Juli, 2020.

Da Storyteller-turen sluttede i Det Kgl. Teater 23. februar, var der ingen der vidste, hvad der ventede. Vi skulle slappe lidt af, og så i gang med at forberede sommerens lange tur rundt i Danmark.

Ugen efter var jeg taget til Musikteatret Vejle for at medvirke i et lummert Søren Rasted show ved navn ”Den grå Side”. Jeg var den hemmelige gæst. Det var sammen med komikerne Mick Øgendahl, Simon Jul og Brian Lykke. Det var hylende morsomt. Med en attitude som en ældre engelsk gentleman uden antydningen af et smil, læste jeg med tydelig dyb stemmeføring op af en vældig sjofel historie, om en ældre dame i rullestol med kunstig hofte der forfører en yngre mand. Senere gik vi på natklub og tumlede rundt i et mylder af mennesker. Vi drak af de samme glas, hostede hinanden i hovedet, krammede og krammede. Al det der få dage efter blev totalt forbudt.

Så blev det 11. marts og Statsministeren lukkede landet ned. Jeg havde en række solokoncerter, der blev slettet, og vi krydsede stadig fingre for at bandets sommerturne ikke skulle aflyses. Det blev den så. De fleste folk i og omkring bandet, musikere, teknikere, lydfolk, bookere og lastbilchauffører er alle små selvstændige enheder, og pludselig kiggede alle direkte ind i en økonomisk katastrofe. Vi er i samme kategori som barfods-gøglere og jordbærplukkere. Nogle kunne få lidt kompensation, andre ikke, og nogen fik en minimal understøttelse, men intet der tilnærmelsesvis matcher det, vi plejer at tjene. Det er jo om sommeren, vi henter vores årsløn.

Alle arrangører var i fortvivlelse tvunget til at aflyse samtlige koncerter i sommeren 2020. Det positive er, at vi har gen-booket de fleste koncerter til sommeren 2021.
Så må vi krydse fingre for, at det kan lade sig gøre at få lov til at samle store antal publikum til koncerter næste år.

Allerede i nedlukningens første uge kom initiativet på DR 1 med fællessang hver for sig. Mads Steffensen ringede og spurgte, om jeg ville være med i det første program. De folk, der arbejdede på Corona hotlinen, ønskede at høre ”Kald det kærlighed”. Den fik de så transmitteret direkte ude fra vores drivhus.

Min egen hverdag i marts, april og halvdelen af maj foregik efter samme skema. Jeg vågnede klokken 6. Gik en lang tur med hunden og nåede lige hjem til tv-avisen kl 8. Sammen med min hustru sad jeg foran skærmen for at se om der var nye tiltag, vi skulle forholde os til. Derefter gik jeg op i mit studie, der ligger på første sal, og kiggede på mine instrumenter og et blankt stykke nodepapir for at mærke efter om noget ville ske.
Langsomt begyndte sange at tage form. Jeg fandt også skitser i skufferne som jeg fik ro til at færdiggøre. Mine skuldre faldt ned. En dag tikkede der et par sms´er ind fra min bror Kristian. ”Hey-her er tre melodier, kan du bruge dem ??”. Langsomt fødtes der også tekster til dem. En hymne om paradokset i, at vi godt ved, at alle kærlighedshistorier ender i sorg, og alligevel elsker vi. Den kom til at hedde ”Drømmer om at være tæt på dig”. Tæt var jo det, vi ikke måtte være. En anden af melodierne var en fyrig country agtig ting i G dur. En hestetyvsmelodi som vi kalder den slags. Ligesom ”Fandens fiol”. Den fik paradoksalt en tekst om en restaurations ejer i den gamle by i Jerusalem, palæstinenseren Onkel Moustache. Han havde et gevaldigt overskæg. Denne restaurant, eller café var det nærmest, frekventerede jeg ofte, da jeg boede i Jerusalem som ung langhåret tyveårig rygsæksrejsende. Og nu fik han sin sang. Skønt. Det har jeg tænkt på i over 40 år.
Da vi midt i maj pludselig skulle tage stilling til, om vi ville spille Drive In koncerter – havde jeg fået samlet 20 sange sammen og begravede dem i et dokument, jeg kalder Decameron. ”Decameron” er en bog skrevet i 1352 af en italiener Boccaccio. Historien er at 10 yngre mennesker flygter fra pesten i Firenze og isolerer sig ude på landet og fordriver tiden med at fortælle historier. Jeg fordrev også isolationen ved at sidde og digte historier og sange, og derefter blev arbejdstitlen på mit nye album, ”Decameron”.

Første gang jeg var udenfor parcellen med min guitar, var da jeg sad alene på fordækket af den gamle hjuldamper ”Hjejlen” i Silkeborg havn 21. maj. ”Hjejlen” var konkurstruet, da den ikke måtte sejle, og nogle unge mennesker i byen havde startet en indsamling til støtte for den gamle dame, så man kunne undgå en konkurs. At sidde småfrysende alene og se ind i et lille kamera og så skulle underholde op til 72.000 mennesker var en mystisk oplevelse. Man mister fornemmelsen for publikum, og til sidst var jeg bare ligeglad og fyrede den af. Jeg spillede forkert med et stort smil og sagde ting, jeg ellers aldrig ville sige. F.eks. opfordrede jeg midt i ”Held og Lykke” publikum til at fløjte med, hvorefter jeg i en sidebemærkning sagde, at jeg desværre ikke kunne fløjte mere. Fordi jeg har fået rettet tænder. Hvad rager det folk? Men det er da rigtig nok. For 15 år siden gik jeg med togskinner som en teenager. Det er derfor, jeg ser så sur ud nogen gange på fotografier. Man kunne jo se skinnerne, hvis jeg smilede. Men komme hvad der komme vil ud af munden. jeg fik samlet 370.000 kroner ind. Senere gav DJ Martin Jensen også en Corona koncert på dækket, og Hjejlen er nu reddet fra at gå til bunds. Martin er verdensberømt, og stammer fra den lille by Sorring i nærheden af Silkeborg. Jeg har boet et års tid i Sorring, da jeg var 25, på et loft i et lille hus bag ved Brugsen. I flyverskjul efter endnu en ulykkelig kærlighedshistorie. Sorring er en ældgammel pottemagerby. Jeg spillede lidt sammen med gamle Knud Pottemager, der boede i hovedgaden. Han havde lavet keramik til Asger Jorn, hvis museum ligger et par hundrede meter op ad åen, fra hvor jeg sad ensom på dækket og klimprede.

Sådan er livet – en masse historier der fletter sig ind i hinanden.

Lilholtband fik tilbudt fem jobs til drive-in koncerter. Lønnen var så lille, at jeg ikke kunne få korpigerne og to tredjedele af mine teknikere med. Men vi sagde ja for at der skulle ske noget. Det blev en speciel oplevelse at spille for rækker af biler, stillet snorlige op som var vi i Nordkorea. At se ind i alle bilruderne var syret. Sådan måtte det være at spille for akvarier i Calles dyrehandel i Møllegade i Aalborg, hvor jeg hang ud som dreng. Der var ingen store højtalere på den kæmpe scene, lyden kom via FM-båndet i bilradioerne. Vores lydmand Thomas sad bag scenen og mixede ud til bilerne. Det lød skide godt, sagde min søn og min booker Michael, som sad i en gammel BMW. Desværre løb deres bil tør for strøm før ekstranumrene. Arrangørerne sørgede for lynstart efter koncerten, for når motoren er slukket og radioen kører for fuld hammer, hornet bliver flittigt brugt og vinduesviskerne visker, ja så får begejstringen konsekvenser. Drive in 2020 bliver en historie, vi vil fortælle i mange år.

Om fredagen under Drive in turen tilbød Ekstra bladet os at spille en halv times streamet koncert fra et tomt Horsens ny Teater. Vi sagde ja under forudsætning af, at vi måtte spille en time. En halv time er da for lidt. Selvom det ikke lå i konceptet gav chefredaktør Poul Madsen sig, og vi fik en time. Han havde aldrig været ude for nogle, der gerne ville arbejde dobbelt til den samme hyre. Det blev også en speciel oplevelse. Vi spillede sangen om Uncle Moustache kaldet ”Byens bedste morgenmadscafe”, og sangen ”Om at være tæt på dig”. De skal nok blive hængende og komme med på næste studiealbum

Både Ekstrablads koncerten og den ensomme kamp på Hjejlen ligger på vores Youtube kanal LLMusicVideoes. Her ligger også en kommenteret film af Drive In koncerten fra Københavns lufthavn.

Jeg er mødtes et par gange med Eddi, Gert, Kristian og Anders for at snuse til de nye sange. Jeg vil begynde indspilninger i august. Om pladen kommer før jul eller til marts, ved jeg ikke i skrivende stund. Senere i processen vil jeg så indkalde Lærke og Malene til noget kor og Mads til at krydre med sine mange folkemusikinstrumenter.

Mads var forøvrigt med mig i Tisvildeleje for at indspille til TV2 serien ”Toppen af Poppen”. Hvilket nummer vi spillede er en hemmelighed, men jeg kan godt røbe at Mads´ drejelire og min violin tog kegler i den sang, jeg havde fået til opgave at lave en version af. Både Søren Huss og Lars H.U.G. stod op i begejstring. Jeg glæder mig til programmet løber af stablen til efteråret.

Endelig var jeg 1. Juli den hemmelige gæst i ”TV2 Go´ aften Live” med værten Lene Beier, der også sendte fra Hjejlen i Silkeborg. Her skulle jeg til slut synge ”Kald det kærlighed”, og i dagens anledning dedikerede jeg den til værtsparret på Hotel Julsø ved Himmelbjerget. Pasquale og Kristina. Den ikoniske bygning brændte ned nogle dage før Coronaen gjorde sit indtog, og Danmark blev lukket. Den ældgamle bygning skal genrejses. Den er et symbol ligesom Svinkløv Badehotel. ”Hjejlen” begyndte at sejle til Hotel Julsø i 1861 da skibet var nyt. Grevinde Danner døbte hjuldamperen ”Hjejlen” i 1861, jeg døbte skibet ”Gudenflodens Dronning” til jubilæet i 2011, hvor jeg spillede sangen af samme navn for dronning Margrethe ude i rum sø. Endnu engang – der er mange historier der fletter sig.

Endelig er det mig en glæde at DR P5 hver søndag i juli bringer optagelser af storytellerkoncerterne i Det Kgl. Teater fra november 2018 og februar 2020.

Jeg ønsker alle en god sommer på trods af alt.

Lars Lilholt

Her er links til de tre Hjejle-, Ekstrablads- og Drive In koncerter.

Ved den gamle Gitterbro.

Marts, 2020.

Sangen ”Ved den gamle Gitterbro” stammer fra albummet ”I en Sommernat”, der udkom i 1988. Dette album udløste vores første sølvplade, som den gang var på 25.000 eksemplarer. Teksten til sangen er skrevet i Langå, hvor amtmand Hoppes bro fører over Gudenåen og er et yderst stemningsfuldt sted i tusmørket.

Solen synker og går bort
dagen flygtig – natten kort
ved den gamle gitterbro
hørte jeg et barn der lo

Vinden hvisker om min hud
vandet ta’r mod havet ud
Gudenåens grønne bred
som et håb der varer ved

Solen synker og går bort
tiden flygtig – livet kort
som en dråbe fra et blad
skal vi atter skilles ad

Melodien er ældgammel. Findes noteret i Thomissøns salmebog fra 1569 til salmen Dagen viger og går bort, men melodien er meget ældre – en kirkemelodi der menes at stamme fra det 4. århundrede. Første gang jeg bed mærke i melodien, var da jeg købte Maria Stenz´ fremragende juleplade ”Der lyser en stjerne i Østerland” fra 1979. Her var teksten en helligtrekongersang, ”Jesus Krist i Jødeland”, digtet 1650 af Malmø-præsten Niels Sørensen.

Jesus Krist i Jødeland.

Denne udgave af Gitterbroen fra Storyteller-2020 er efter min mening første gang sangen rigtig forløses. Der skulle altså gå 32 år. ”Ved den gamle Gitterbro” har heller ikke været på liverepertoiret siden 1989.
Den middelalderlige drejelire og den droneagtige lyd fra Dulcimeren passer perfekt til den meget moderne bund, som Keyboards og trommer skaber. Gerts ulmende guitar er prikken over i-et.

Herunder link til video fra Storyteller 2020.

Det fanfareagtige dur-stykke, der kommer imellem versene, er komponeret af Nils Torp fra Kliche og Souvenirs i Dreamland-studiet i Nibe den efterårsdag i 1987 vi indspillede sangen.

Det formodentlige oprindelige middelalderlige første vers til salmen lyder

Dagen viger og går bort
Luften bliver sval og sort
Solen alt er dalet brat
Det går ad den mørke nat

Gudenåen er et tema på mange Lilholtplader. Gitterbroen er den første. I 1991 kommer ”Ofelia”, der måske – måske ikke – drukner sig i den gamle gule å inspireret af Shakespeares tragedie. På Kong Pukkelryg albummet fra 1994 findes Og Gudenåen går mod Kattegat. En ulykkelig sang med både høstmåne, træksti og ålekrager. På Masai fra 1997 findes den ultimative gudenåsang ”Gudenåen#2”, om at drive ned ad åen i en 12 fods glasfiberskydepram, mens hejren banker morgenrust af stemmen. På Gloriapladen fra 2001 er åen med i sangen ”Bag Kuala Lumpurs smil”, hvor sangeren går ved den gamle Gudenå og hører en gedde slå. Den samme gamle grågrønne Gedde dukker sytten år efter op på Drømmefangeralbummet 2018 i sangen om Geddens Tænder, der vender bagud, og kan trække dig dybt ned i underbevidstheden. I 2011 skrev jeg sangen om ”Gudenflodens Dronning”, da hjuldamperen Hjejlen fyldte 150 år. Den kom med på Manifest i 2013. Endelig er åen også med i sangen ”Vi mangler ord” fra Nefertitipladen i 2003, hvor Gudenåen går mod Kattegat hver nat og dag mens farverne fødes hver morgen i mødet mellem glæden og sorgen, mørket og lyset og – gyset.
Gudenåen er for mig en daglig inspiration, den har evigheden i sig, og aldrig har der været så meget vand i den som i år. Halvdelen af min græsplæne stod under vand. Svostrup kro var ved at drukne og rygtet siger, at en mand i Bjerringbro fangede en laks i naboens have.

Godt nytår

December, 2019.

Året 2019 er slut. Og på tærsklen til 2020’erne skal der herfra lyde ønsket om et godt nytår.

Året startede for mit vedkommende med en måned lang turne med Shaka Loveless. Vi spillede kun i kirker. Startede nede ved Rødekro i Sønderjylland og vi kom hele landet rundt. Blandt andet Christianskirken i København, Skagen kirke, Ansgar kirke i Odense, Maribo Domkirke og Skt Paulskirke i Aarhus. Kirkerummet gir en alvor tilbage til sangene, og vi kan spille andre sange end om sommeren. Hvor det bedste bifald om sommeren er det brølende begejstrede brus fra glade struber, så er det største bifald i kirken stilheden. Det at man kan arbejde med pausen, med åndedrættet og den lavmælte fortælling.

Sommerturen med de lyse nætters orkester startede allerede 4. maj på Horsens ny Teater og derefter under åben himmel til festival i Jels. Det var endnu engang en ny udgave af orkestret. Maria Malmø, der i 2018 delte korpodiet med Lærke, var blevet gravid og skulle føde midt i turen, så efter en audition sidst på vinteren fik vi sangerinden Malene Mailand med. Hun er en fremragende sanger og en munter sjæl og klinger godt med Lærke. Vi havde også Tom Bildes afløser bassisten Anders Bækgaard med. Efter intens øvning i Eddis Hall of Drums fik vi spillet Anders ind. Eddi og Anders klikker og hægter sig som en ubrydelig kobling og swinger helt vildt sammen. Desuden kommer Anders med stor begejstring. Jeg elsker dem, der brænder og begejstres gang på gang, som jeg synger i ”Geddens tænder”, som hen over sommeren blev et hit med Johnny Madsens part sunget overbevisende og personligt af Malene. Sangen ”Længes ind mod land” fra albummet ”Stilheden bag Støjen” får en markant genfødsel og er med på hvert eneste job godt båret oppe af Kristian Foghs klaver.

At fremhæve nogle koncerter frem for andre kan være svært. Vi havde strålende aftener i Aalborg, Odense, Silkeborg, Meilgaard og foran de 5000 glade mennesker i Karup og de 10.000 i Tivoli friheden Aarhus.

Der er jo kun Gert og jeg tilbage af dem, der var med til at starte bandet for 36 år siden. Dengang var hverken Mads, Lærke eller Malene født. Eddi og Anders gik i børnehave, og kun Fogh var startet i skolen. Lars Lilholt og hans unge kuld skabte landskampstemning på Langelandsfestivalen, som Fyens Stiftstidendes anmelder begejstret skrev. Han har ret, orkestret har aldrig spillet bedre. Gert og jeg kalder de andre for Grønspætteklubben, og der er mere rock og rul end længe, når de aften efter aften prøver at lokke os ikke helt unge med i byen efter koncerterne. Jeg har jo spillet i Dalton, så jeg elsker fordærv. Man skal bare kunne spille ordentligt dagen efter, og det kan de.
Fløjte-Mads og Malene lavede TV med mig Skt Hansaften på Egeskov slot, men den helt store oplevelse var Smukfest. Onsdag aften sang jeg foran 35000 mennesker i 40 års jubilæumskoncerten fra bøgescenen. ”Kald det Kærlighed” så der ikke var et øje tørt. Kæft hvor publikum sang. Jeg behøvede næsten ikke lave noget.
Det blev heldigvis også dokumenteret af DR1.

Torsdag eftermiddag var det så Lars Lilholt Bands tur. Publikum strømmede til. Solen skinnede og indimellem regnede det. Shaka kom forbi, og vi tog Country Tomgang med fiol og gang i den. Eddi hamrede fingrene til blods, som var det Keith Moon – pigerne sang og gav den gas på scenekanten – Mads dryssede tryllestøv over sangene – Gert smækkede akkorderne ud med Keith Richardsk ynde– forsangeren smed jakken og Fogh og Anders holdt sammen på det hele. Heldigvis optog vi koncerten. Multitrackede den som det hedder, så vi efter turneafslutningen kunne gå i studiet og mixe koncerten. Den havde release som cd og dobbelt vinyl 29. nov. Lars Lilholt Band ”Live på Smukfest”. Det er et rigtigt livealbum, der har fanget den magiske stemning denne eftermiddag i bøgeskoven.

Året sluttede i både Go’ morgen og Go’ aften Danmark på TV2, hvor vi præsenterede den nye plade. Juleaften sang jeg ”Julenat i Bethlehem” på DR1 til julegudstjenesten.

Det har været et fantastisk musik-år.

Nu glæder jeg mig til storytellerturen, der starter 23. januar, hvor jeg bliver bakket op af Mads, Gert, Kristian og Eddi. Den 30. april starter sommeren med hele orkestret. Otte mand på scenen. Det bliver også dejligt.

Følg med på facebook og larslilholtband.dk

Godt nytår til alle der følger vores lille orkester.
Tak for jeres støtte – år efter år.

Kærlig hilsen Eddi, Gert, Fogh, Lærke, Mads, Malene, Anders, Crew, SoMe-Frank, Webmaster, Panduro- management og

Lars Lilholt

Høstfesten

Juni, 2019.

”Jeg fik de første hundred kroner for at spille til en høstfest på Haverslev fodboldplads …”

Sådan starter sangen om Høstfesten. Den har været på programmet siden 1989, hvor den blev udgivet på albummet ”Engang drog vi ud for at slå tiden ihjel”.
Vi spillede faktisk allerede ”Høstfesten” i 1988 til et job på Landbohøjskolen i København, da jeg lige havde skrevet sangen. Da gik den i 6/8 takt, i en udgave jeg stadig bruger til mine solokoncerter. Uden ”åh åh åh” og flintrende mellemstykker for violin, harmonika og fløjte.

”Høstfesten” blev sat over i bluegrass tempo oppe i Thomas Beckers Dreamland studie i Nibe under ”Engang drog vi ud” – pladeindspilningen, hvor Nils Torp fra Souvenirs var producer. Og som bluegrass-klon har ”Høstfesten” haft det godt siden.
I liveudgaven kom så engang i 90erne pludselig den irske John Ryans D durs polka ind som et fandenivoldsk mellemspil. Den melodi lærte jeg i 1975 af min medspiller i Kræn Bysteds Jakob Ohrt.

Sangens fortælling er historien om de hundrede kroner, jeg tjente som 2. violinist og skidtspiller i en udgave af Himmerlands-spillemændene fra Rebild, anført af Otto Trads. Otto var lillebils-vognmand fra den himmerlandske by Haverslev, og havde set det som sin opgave at lære den langhårede 19-årige Lars alt om den himmerlandske traditionelle spillemandsmusik. Otto, der var født i 1904 og døde i 1989, var traditionsbærer og havde hele sit repertoire fra sin far Jens Trads. Otto havde ingen børn, så han havde ved sin død testamenteret sin fars violin til mig. Den spiller jeg på engang imellem.

Otto Trads’ orkester spillede i sensommeren 1972 et job på fodboldbanen i Haverslev, hvor man samlede penge ind til at få en hal. Den hal hvor Lilholtband for øvrigt spillede en storyteller-koncert i november 2018. Det er den indsamlings dag sangen beskriver. Blicher på banjoen hed Peter Blicher og var skovarbejder i Rold. Han var mandolinbanjospiller og desuden en inciterende sanger. Peters hofnummer var ”Skuld Gammel Venskab Rejn Forgo” som han skrålede med skuldrene oppe om ørerne. Posten hed Harald og var landpost omkring Skørping og en fremragende harmonikaspiller. Skomageren hed Emil Nikolajsen var fra Støvring og han håndterede den store kontrabas. Efter hvert nummer lagde han altid nakken tilbage og snerrede:”såån ska’ den suleme spilles.” De var alle sammen 40-50 år ældre end mig, og det var et stort privilegium at spille med dem. Det var himmerlandsk musik fra den rå kerne. Der var noget Johannes V. Jensensk over det band.

Allerede i første vers har der i den indspillede udgave fra 1989 sneget sig en fejl ind. ”Det var den samme tid hvor Armstrong tog et skridt for menneskeheden ned på månen fra Apollo ni”. Det er forkert. Det var ”Apollo 11”, han tre år før var steget ned fra. Jeg tror, jeg er blevet snydt af, at jeg gerne ville have det til at rime på profeti. I dag synger jeg ”ned på månen fra sit Apolloskib”. Det er lidt bedre uden at være godt. Moderskibet hed ”Apollo 11”, månelandingsfartøjet som Armstrong steg ned fra i 1969 hed ”Flying Eagle”. Jeg sad som 16-årig og så det i sort-hvid på et tv vi havde arvet efter min fars morbror Kesse. Pigen Else i sangen, min ulykkelige kærlighed, hed i virkeligheden noget andet, og Larry hed heller ikke Larry. Jeg har glemt navnet på idioten, der i virkeligheden scorede Else, som ikke hed Else, men jeg brugte Larry som model. Han var en californisk desertør af mexicansk slægt, jeg mødte i Israel i 1973. Larry var gudesmuk, og Else var helt sikkert faldet for ham, hvis han virkelig havde været i Haverslev den skæbnesvangre aften, og han var helt sikkert rejst videre uden at vide, han havde lagt et frø i Elses mave. Melodien ”Skæve Thorvald”, som jeg smed skidt til, da jeg opdagede Else ville forsvinde, er en traditionel dansk hopsa. At smide skidt til var i Ottos sprog at spille dobbeltgrebsakkorder med springende bue på slagene 2 og 4.

Om Else, som hed noget andet, blev gravid den aften, ved jeg faktisk ikke, men det var en hævn jeg skrev ind i sangen fordi, hun svigtede mig. Du kan se, at den er skrevet for lang tid siden, for computeren i sidste vers er en Commodore 64, også kendt som “brødkassen” på grund af dens ydre udformning. Det var en 8-bit hjemmecomputer, som vandt stor udbredelse i 1980-érne. Den blev lanceret i 1982, fem år før jeg skrev Høstfesten, en sang som utroligt nok stadig lever i mine sætlister og er spil-levende.

Her er et link til sangen i sin originale udgave fra før jeg fik rettet den pinlige faktuelle fejl omkring månelandingen.

Her er link fra Jelling Festival 2019 med en faktuelt korrekt tekst.

På billedet ser du Otto Trads i forgrunden, så kommer Nils Jørn, der var med på jobbet men ikke rigtig kom med i sangen. Derefter ses Landposten og harmonikaspilleren Harald, Skomager og bassist Emil Nikolajsen og endelig med rød lue anden-violinist og skidtspiller Lars Lilholt.

Høstfesten.

Jeg fik de første hundrede kroner for at spille
til en høstfest på Haverslev fodboldplads
og der var Blicher med på banjo, Posten, Otto og så skomageren på bas
det var den samme tid hvor Armstrong tog et skridt
for menneskeheden ned på månen fra Apollo 9
med udsigt til en grøn oase
og en opfyldt profeti

På sidelinjen der stod Larry, han var drafter
eller desertør, som vi kalder det hos os
han kom fra Californien men ville ikke ned til Vietnam for at slås
nu fik han sig en pause på en sidelinje
under månen til en høstfest på et fremmed sted
og Else havde lyse lokker og et bryst at glemme ved

Kærligheden
der hvor du og jeg vi kommer fra
Kærligheden
det er det eneste vi har

Det var midt i Skæve Thorvald at jeg rettede mig op
og så min Elses lyse lokker flagre bort
med Larry lige i hælene og månen fuld og natten alt for kort
jeg havde spillet kun for hende, fanden ta’ den hippie
som hun ikke ku’ tale med men scored’ i en fart
jeg drak mine hundrede kroner op
faldt ned fra bænken, sov og glemte snart

Kærligheden …

Og Else hun blev tyk og fik en søn og han hed Mark
for det var der hun elsked’ Larry den der høst
men Larry flygted’ videre i længsel efter fred og efter trøst
Mark han har en Commodore 64 computer
og han ved hvad tid en tur til månen ta’r
men han har kun en vag formodning
om hvor han har brune øjne fra

Lars Lilholt.

Peter Masai

Maj, 2019.

På turen i år spiller vi ofte sangen ”Peter Masai”. Her er baggrunden for den historie.

Mine forældre boede mange år i Afrika. Nairobi, nærmere bestemt forstaden Karen, opkaldt efter den danske forfatter Karen Blixen. Mine forældres lejede hus lå på Blixens gamle kaffemarker og i gåafstand fra farmen. Min far arbejdede som arkitekt for Danida med at projektere små skadestuer rundt omkring i Kenya. Min mor var dog den, der fik mest ud af de 10 år, de havde i Kenya. Hendes liv toppede her. Som eksperthustru havde hun både houseboy og havemand, så hun kunne arbejde frivilligt i slumkvarteret Masar Valley med at lære afrikanske kvinder at væve. Senere blev hun guide på Nairobi Museum. Endelig samarbejdede mor med forfatteren Ole Juul, der også var eksperthustru, fordi hans kone Lise arbejdede med min far. Ole og min mor fik et projekt i gang som samlede penge ind til Kamante, kendt fra Blixens ”Den afrikanske farm”, så han i sin alderdom kunne få et lille hus at bo i.

I Kenya blev min familie venner med en to meter høj kulsort masai med det mest elskelige væsen. Peter kaldte vi ham. Peter Lembuya og jeg var lige gamle. Han kørte landrover for min far. Og han kørte safariture for mine søskende og jeg, når han havde fri, og en af os tilfældigvis var på besøg. Jeg så masser af vilde dyr i Masai Mara og Nairobi nationalpark, samt eksotiske fremmede stammer ved Turkanasøen sammen med Peter.

I 1992 boede jeg i Langå. En dag ringede det på min hoveddør. ”Jambo jambo” lød det højt på Swahili. Det var Peter. Han grinede og sagde ”Hey Musongo. Jeg vil på safari”. Han besøgte min far og mor og havde fået turen sponsoreret af Danida. Så startede en mindeværdig safaritur. Jeg tænkte først helt paf, at vi måtte finde på noget med Givskud Zoo eller lignende latterligt, men nej, Peter havde planlagt det hele selv. Først ville han se Langå vandværk og derefter varmeværket. Toilet med koldt og varmt vand syntes han var vildt eksotisk. Nede i hovedgaden, var de ved at reparere kloakrør. Peter sprang ned i udgravningen og tog billeder af de forskrækkede kommunalarbejdere. Han elskede ting, der fungerede, han boede jo i et gennemkorrupt samfund. Vi var oppe i kontroltårnet på Langå banegård, hvor de holder styr på nord- syd og vestgående tog, og de 10 spor. Peter kendte kun det ene spor på banen mellem Nairobi og Mombasa. Jeg har også været med det tog i 1979, og på den tur havde man en vagtmand siddende i spidsen af toget til at spotte sovende elefanter på sporet. Det var først, da jeg endelig dagen efter fik lov at køre Peter til Skagens gren, jeg så den unge masaikriger, moranens, skuende blik. Derude på spidsen af Danmark kunne jeg pludselig se masai nomaden, der skuede ud over havene, som han skuede over savannen. Peter der som 14-årig ved sin manddomsprøve dræbte en leopard med et spyd og de bare næver. For øvrigt havde vi på den tur fået følgeskab af min kusine Singapore-Annies mand kineseren Jonathan, der også var i landet.

Jeg skrev en sang om den dag som blev titelsang til albummet ”Masai” i 1997, og Peter dukkede også op i sangen ”Bag Kuala Lumpurs smil” fra Gloria-albummet i 2001.

Peter Masai forelskede sig i en dansk kvinde Karin i 1978 og boede sammen med hende i Nairobi til hans alt for tidlige død i januar 2018.

På fotos ovenfor kan du se Peter, Jonathan og Lars på Skagens gren. Peter, Karin og min far på Safari i 1978. Den langbenede masai og hans Landrover, og på vej i vandet ved Mombassa. Peter i Danmark sammen med Lærke på 9 år, hendes fætter Mads og min mor i 1992. Endelig er det sidste billede jeg har af Peter fra 2016. Der står han med Karin, min datter Luna og hendes veninde Karoline i Nairobi.

Lars Lilholt.

Februar 2019

Februar, 2019.

Det har været en fantastisk tur rundt i kirkerne med Shaka Loveless i januar og februar 2019. Kirkerummet gir mulighed for alvor, og ofte var koncentrationen så stor og rummet så mættet, at man kunne høre en knappenål falde til jorden …

I 1985 kan jeg huske den skotske folkesanger Alex Campbell sagde til mig oppe i Skagen. ”Det største bifald en folkesanger kan få er stilhed”. ”Hvis der ellers er kommet nogen”, tilføjede han så med et smil. Det bifald fik Shaka og jeg mange gange.

Shaka er en fantastisk sanger og sangskriver. Han formår som de bedste singer/songwriters med enkle midler og en akustisk træguitar at fortælle store mytiske historier. Stort indtryk gjorde ”Velkommen hjem” som han har skrevet med rap-gruppen Suspekt, og hans hjemstavnssang til Nørrebro, som han beskriver så mangfoldigt i ”Jeg græder for mit kvarter”. Desuden den helt ny-skrevne sang ”Jeg glemmer dig ikke” som han lige havde skrevet til sin nyligt afdøde demente bedstemor og sin endnu ufødte søn. Den fik aften efter aften tårerne frem. Også i mine øjne.

Det er også en oplevelse for mig i hver anden sang at fungere som musiker og korsanger. Jeg blev god på fiolen i løbet af turen. Jeg er virkelig taknemmelig for Shaka har lyst til at rejse rundt med mig, jeg er trods alt ældre end hans far. Men som min gamle far sagde til mig, en af de mange gange vi optrådte sammen, ”Musik har ingen alder bare den swinger”. Og vi spillede trods alt sammen, til han var langt over 90 år gammel. Det kan du f. eks se på TV Nords hjemmeside, hvis du søger på ”Tre generationer”. En koncert med Lærke, min far og jeg på Vitskøl kloster. Da var han 92 år.

Nu står så foråret for døren og Lilholtband går snart i gang med at opøve årets repertoire med vores nye bassist Anders Bækgaard. Det bliver spændende. Han spiller så godt og ligger virkelig fedt sammen med Eddi på trommerne. Jeg har i skrivende stund ikke styr på hvilke numre, der skal med. Der er så mange efterhånden. Vi kunne spille 12 timer i streg uden at gentage os selv. Der er selvfølgelig nogle, der altid er med. “Den hvide dværg”, “Kald det kærlighed” og “Onkel Christian”, men jeg tror da også “Peter Masai”, som vi fandt frem til storyteller-turen, skal med en tur rundt i manegen.

Der bliver også en ændring på korpodiet. Maria Malmø er blevet gravid og skal føde til juli, så hendes plads bliver overtaget af Malene Mailand. Mailand har flere års erfaring som backing vocal for Medina, Rasmus Seebach, Ida Corr og Lis Sørensen.

Jeg glæder mig til at komme på græs og i det hele taget få det store orkester til at køre igen. Jeg får så meget energi forærende af mine medmusikanter og mit publikum.
Turplanen er på hjemmesiden og opdateres løbende.

Lars Lilholt.

Godt nytår

December, 2018.

Året 2018 er slut og herfra skal lyde ønsket om et godt nytår. Hele året 2018 har stået i Drømmefangerens tegn. Albummet blev færdig i Januar og jeg rejste rundt i landet og spillede albummet direkte fra cd´en i Aalborg, København, Odense, Horsens og på Fanø. Vi spillede live ”Første gang på Roskilde” i TV2gomorgen DK.

Sommerens turne startede i maj på Vejle musikteater og derefter til festival i Jels. Jeg kan huske jeg stod på scenen og solen skinnede og det var varmt. Jeg var euforisk over igen at kunne spille og bevæge mig efter min rygoperation i efteråret 17, og i den glæde lovede jeg orkester og publikum at det ville blive en lang og svedig sommer. At det skulle blive den varmeste sommer i 200 år kunne jeg jo ikke vide. Jeg talte bare i rablende glade tunger. En lang varm og tør sommer er måske ikke landmandens favorit, men den turnerende udendørsmusiker elsker det.

Eddi, Mads, Kristian og jeg, samt Mads´ kæreste violinisten Clara havde en herlig videooptagelse på Realen på Fanø sammen med Johnny Madsen. Johnny og jeg skulle bare sidde i baren og mime til ”Geddens tænder”. Og er der noget vi er gode til så er det at sidde i en bar og mime. Jeg er lykkelig for at Johnny ville medvirke på drømmefangeren. Jeg er også lykkelig for at Oh Land ville synge med på et par numre. Hun synger bare så fantastisk. Jeg ville så gerne honorere for hendes medvirken, og hun sang også med på Amulet uden at få en krone for det. Men penge ville hun ikke ha. Er der overhovedet ikke noget du ønsker dig ? spurgte jeg. Hun lagde sit yndige ansigt i tænksomme folder og svarede så. Jo en gasgrill. Det fik jeg så skaffet hende, og i juli var min hustru og jeg inviteret på det dejligste grillstegte Kobekød på Nannas terrasse.

Jeg lavede også en lille youtube video af ”Første gang på Roskilde” sammen med Shaka Loveless der har produceret det nummer. Det foregik i musikbutikken Akustikken i Aarhus.

Bandet spillede som en drøm hele sommeren. Jeg synes aldrig vi har været bedre. Kristian Fogh og Eddi Jarl har virkelig taget ejerskab og præger musikken mere og mere. Mads Kjøller Henningsens fløjte, sækkepibe og drejelire elsker jeg at ha med. Fløjte Mads gir bandet en folkemusikvibration som klæder musikken helt vildt. Korpigerne Lærke og Maria gik til opgaven med krum hals og er i stand til at komme langt ud over scenekanten. Det er det vi skal. Ud til publikum. Gert er Gert. Han har sin helt egen stil, man kan altid høre det er ham. Det synes jeg er en meget stor kvalitet.

Til fed fredag i Tivoli Friheden trak vi næsten 12000 mennesker. Det er rekord derude. Kun L.O.C. har trukket flere. Koncerterne på Jelling, Meilgaard slot, Aalborg, Ellinge Lyng, Odense, Silkeborg og alle de andre steder foregik i lunt sommervejr og uden regn. Helt fantastisk.

Orkestret tog tælling da Tom sidst på sommeren bekendte, at det var tid for ham at stoppe. Efter 28 år. Vi har haft mange kongestunder sammen og Tom har haft en finger med i udformningen af nogle af bandets bedste sange. Men intet her i livet er for evigt og jeg respekterer fuldt ud hans ønske om at geare ned og levet et andet liv end den evigt turnerende bandmusikers. Jeg har også kunnet mærke at han de sidste par år var ved at være et andet sted. Men orkestret stod jo og skulle på en lang storytellertur fra sidst i september til slutnovember. Lidt rystede tog vi beslutningen om kun at tage fire afsted og skiftes til at spille bassen. Jeg ringede til Mads og hørte om han kunne tage med, men han skulle til Cuba. Dog endte han med at medvirke på 10 af koncerterne. Vi blev bedre og bedre og turen kulminerede med et brag af en koncert for et udsolgt Kgl Teater på Kongens Nytorv i hovedstaden. Vi inviterede alle orkestermedlemmer, sommer- og vinter-crew med fruer, samt management med til koncerten og efterfølgende andesteg for 35 mennesker kl 23.30 på restaurant Vitas i Store Kongensgade. Det blev en strålende årsafslutning der endte meget sent i loungen på Hotel Avenue hvor alle overnattede. Fogh tog dagen efter på turne med Anne Dorte Michelsen, mens vi andre trillede med tømmermænd mod Silkeborg og spillede til Silkeborg Ifs julefest. Her fik Anders Bækgaard debut som orkestrets nye bassist.

Koncerten fra det Kgl Teater bliver sendt søndag d. 20 januar på DK4. Vi får hele koncerten uden klip. Det glæder jeg mig til at se, for alt klappede fuldstændig og man kunne mærke i hvor god form vi var blevet.

Nu skilles vi for en stund. Jeg tar på kirketurne med Shaka Loveless i januar-februar. Når jeg kommer hjem fra den tur, begynder vi så småt at mødes og øve os klar til sommerturen 2019 der starter i Horsens den 4. Maj, og så kører vi landet rundt til 1 sept. Vi ses derude.

Tusind tak til vores trofaste publikum

Godt nytår.

Lars Lilholt

Drømmefanger på vej

Januar, 2018.

Indspilningerne til det nye 2018 album er afsluttet, og vi er i gang med at mixe, som man siger. Det vil sige en redigering af alle de mange filer, der for hvert eneste track (sang) findes i computeren. Man får det til at lyde optimalt og finder de rigtige niveauer mellem de forskellige instrumenter. Jeg har døbt albummet Drømmefanger. Det består af 13 sange.

Drømmefanger er som navnet antyder en samling sansninger, erindringer og drømme. De fleste er nedskrevet henover sommeren 2017, hvor jeg på grund af voldsomme rygsmerter lå meget ned mellem koncerterne. Jeg havde et stort partytelt med stormbarduner i haven, hvor jeg holdt til på en madras i 3 mdr. Der var plads til at få gæster, vi ku spille derude. De begyndte at kalde mig Gadaffi. Der er møde i Gadaffis telt!!

Jeg blev opereret i august og efter 4 måneders genoptræning, startede jeg indspilningerne i december sammen med Gert, Tom, Kristian og Eddi. Producere og teknikere blev som på Amulet de herrer Søren Zahle og Mads Tønder fra Studio Comunale i Skanderborg. Det er et godt hold.

En enkelt sang har jeg indspillet med Shaka Loveless som producer i Frostbox studio i Kbhvn. På dette ene track, der hedder ”Første gang på Roskilde”, og som jeg spillede solo i aftenshowet sidst i November, medvirker Shaka på bas sammen med sit band.

Et par sange på Drømmefanger synger jeg som duet med Oh Land. Oh Land synger fortryllende, er hamrende musikalsk og vores stemmer klæder hinanden. Jeg er så taknemmelig for, hun vil synge lidt sommersol ind over to stilfærdige og akustiske tracks.

I den anden grøft synger jeg også en duet med min gamle makker Johnny Madsen. En sang om at sidde ved en å og fiske efter gedden i sig selv. Jeg siger jer, det er yndigt. Det er voldsomt. Det lyder som Game of Thrones. Hvor min stemme sammen med Oh Land lyder som en meget voksen mand, lyder jeg ved siden af Johnnys raspede urbrøl som en spejderdreng. Glæd jer.

Drømmefanger ender med at blive en fest. En folk-rock, singer/songwriter fest. Gert Vincent spiller selvfølgelig alle elguitarer, Tom Bilde bas og mandolin, Eddi Jarl al slagtøj og Kristian Fogh klaver og harmonika. Det lille band er så godt sammenspillet. De synger også kor sammen med Lærke Lilholt og Maria Malmø. De fleste akustiske guitarer spilles af Michael Vestbo og på et enkelt track af Sofus Lilholt. Derudover har jeg inviteret fire af Danmarks bedste unge folkemusikere med. I kender Mads Kjøller-Henningsen som på Drømmefanger trakterer trætværfløjte, tin-whistle, drejelire og sækkepibe. Clara Tesch og Thyge Pedersen spiller forrygende fiol. Den femstrengede banjo spilles af Sine Bach Rüttel. Endelig medvirkede studiecrewet Søren, Mads og Jonas også som kor ind imellem i et festligt øjeblik.

Jeg glæder mig helt vildt til at kunne release Drømmefanger til maj, og jeg vil senere i klummeform kigge dybere ind i de forskellige sange.

Lars Lilholt.

Jens Langkniv

Juni, 2017.

(Tegneserietegning af Orla Klausen)

Jeg lå og sov på en madras på gulvet i et hus i Eckernförde i Sydslesvig. Aftenen før havde jeg spillet med Poul Krebs og John Nørgaard på Die Pumpe i Kiel. Et almindeligt spillested hvor vel 75 mennesker var troppet op for at høre tre ukendte danske folkesangere. Vi er tilbage omkring 1980. Da jeg vågnede havde Walther, hvis hus vi var i, sat en plade med italieneren Angelo Branduardi på. En af den krølhårede italieners melodier havde et rullende 6/8 sækkepibetema, som blev hængende i mit hoved og endte som inspiration for omkvædet i sangen om Jens Langkniv.

Historien om Jens Langkniv fik jeg fortalt af min mor da jeg var en lille dreng. Senere da jeg var en 10-11 år var jeg stor nok til selv at læse Jeppe Aakjærs taterlegende, og i dag har jeg en førsteudgave af bogen fra 1915.

Jens Langkniv (Jens Olesen) var en jysk “Robin Hood”, der ifølge sagnet holdt til i Daugbjerg Kalkgruber i 1600-tallet og var særlig aktiv under Trediveårskrigen, da Albrecht von Wallensteins tropper hærgede Jylland 1627-1628. Han var bevæbnet med en kniv, som var bundet fast med en lang line, så han kunne kaste den og hurtigt trække den til sig igen. Ifølge sagnet var Jens Langkniv fredløs fordi han havde dræbt en delefoged, der ønskede Jens’ mor brændt som heks. Samme sagn fortæller, at han skulle være blevet taget til nåde efter at have bekæmpet Wallensteins tropper foran Viborgs porte. Men efter at være vendt tilbage til det fredløse liv skal han være blevet henrettet i Horsens. Jens Langkniv søgte tilflugt i Daugbjerg Kalkgruber, hvor Jens Langknivs hule, 60 meter under jordens overflade, er den største grotte i kalkminens gangsystem.
I Ulvedal Plantage nær Karup findes en langdysse, der kaldes “Jens Langknivs Hule”, fordi Jens Langkniv skal have haft tilholdssted der.

I Aakjærs roman er det Jens som Robin Hood og frihedskæmper der er i forgrunden, og passer ind i Jeppe Aakjærs virke som social agitator til forbedring af landtyendes forhold.

Inspirationen til at skrive min sang om Jens Langkniv stammer fra lignende heltekvad, som Bob Dylans ”John Wesly Harding” og the Incredible Stringbands sang om ”Black Jack Davy”, der lokker den rige mands datter ud til et liv i de fredløses skov.

Versemelodien og en del af teksten skrev jeg færdig i Afrika, hvor mine forældre boede. Nærmere bestemt byen Karen 2o km udenfor Nairobi i Kenya. Byen er opkaldt efter Karen Blixen, hvis farm ligger der, og derfor det oplagte sted at skrive en mytologisk historie som den ærkedanske legende om Jens. Om aftenen kunne man høre de vilde hunde hyle og vagtmandens mørkerædde mumlen. Om dagen kunne man skimte N´Gong hills i det fjerne.

Første udgave af sangen udkom på Jens Langkniv pladen i 1984. Med introfanfaren spillet på middelalder krumhorn. Senere på Gi det blå tilbage pladen fra 1998 findes en meget mere rocket udgave af sangen. Fanfaren er gennem tiden til koncert blevet spillet på først krumhorn, og senere fløjte, elguitarer, saxofon, synthesizer og på denne sommertur er den oprindelige lyd tilbage da fanfaren spilles på en skalmeje. Et dobbeltrørblads instrument der i lyden snerrer som et krumhorn. Liveudgaven er med årene gået fra letbenet rullende 6/8 Jig til bumlende rock´n roll shuffle.

Jens Langkniv sangen endte i den 17. Udgave af Højskolesangbogen som en historisk sang, men den røg ud igen i den nyeste 18. Udgave fra 2006. Det kan jeg godt forstå, for den er umulig som fællessang på grund af den vekslende metrik. Kun omkvædet er fremragende at skråle ud i samlet flok.

Sangen blev spillet første gang live til et 1.maj arrangement i Randers, hvor omkvædet om at tage fra de rige og gi til de fattige fandt genklang. Senere spillede vi den nede i Jens Langknivs hule i Daugbjerg hvor TV Midtvest optog os mens flagermusene flaksede rundt. Jeg har også spillet den på Jeppe Aakjærs digterhjem Jenle i Salling.

De sidste 25 år har sangen fundet sin plads som nationalsang i Karup. Hvert år når vi spiller til Karup Å-marked brøles omkvædet ud fra 5000 struber.

Mange gange, hvis det er en skyfri sommernat, kører jeg på vejen hjem hen til Kongenshus hede. Slukker turbussen og stiger ud og betragter månen, der står som en ø af lys på nattens ocean, som omkvædet i Jens Langkniv sangen starter.

Liv efter liv

Maj, 2017.

Liv efter liv er sangen der starter alle koncerterne i 2017.
Den stammer fra albummet ”Med natten mod vest” fra 1991.

Jeg skrev sangen omkring 1990 efter en tidlig morgentur i parken i Langå sammen med min ældste datter Lærke, der på det tidspunkt var 6 år. Jeg kan huske vi gik og talte om træer, der kunne blive tudsegamle. Som skruen uden ende – træet der gror og gror og tiden der går og går. Og jeg tænkte på hjertets grunde som fornuften aldrig rigtig kan se. Så det blev en sang om strejfende liv, unge som gamle, der mødes i længsel efter længsel, under den sol der uden grund eller motiv står op hver dag. Ja solopgangen er og bliver et mirakel, et under.
Er vi lavet af samme stof som drømme er et Shakespeare citat, og det syrede spørgsmål fik jeg også listet ind i teksten.

Musikken kom af sig selv – spillet frem på en 12 strenget Martin guitar jeg lige havde fået dengang. Og man kan godt høre jeg elskede Cyndi Laupers ”Time after time” fra 1983.
Tom Bilde og jeg indspillede det meste af sangen i et studie i Malmø sammen med Billy Cross, der høvler den flotte slideguitar på originalindspilningen. Måske er det svenske pladestudie grunden til at de små violin temaer, der dukker op i sangen, lyder som traditionelle svenske ganglåts. Disse temaer er senere i liveudgaven blevet indgangssignatur til sangen.

Men sangen lever stadig efter mere end 25 år og det gør den jo nok fordi teksten er så gådefuld og musikken så ligetil. For øvrigt holdt min ven den svenske troubadur Bjørn Afzelius meget af denne sang. Som han sagde til mig: ” den ville jeg gerne ha skrevet”

Alt bevæger sig – alt går videre – og det allerhelligste er et tomt rum.

Se teksten og video her:

Kong Keops Pyramide.

April, 2017.

Det er med stor forundring og benovelse, jeg sidder og kigger på eller nærmere i den nye hjemmeside. Tusind tak til Tommy Kjeldahl der har brugt over et år på at færdiggøre den.

Den er næsten ligesom Kong Keops Pyramide eller Tut-Ankh-Amons grav. Et mystisk og mytisk kammer. Jeg er heldigvis bare stadigvæk i levende live. Alt hvad jeg har foretaget mig i mit musikalske liv er dokumenteret. Helt tilbage fra den spæde start i 1967 og op til i dag. Der er billeder af de otte forskellige inkarnationer af Lars Lilholt Band gennem tiderne, der er både de unge og de gamle Daltons, der er Kræn Bysteds fra min ungdom i halvfjerdserne og der også mine violinudskejelser med Rasmus Storm gruppen. Alt er dokumenteret. Alle sange og instrumentalnumre er at finde. Med alle albums, alle tekster, noder og sågar også youtubes af mange af sangene, og det er youtubes, hvor de første videoer er fra 1979 og de sidste fra forleden. Et spænd på 37 år. Du kan ved nogle få klik finde noder og tekster til alle mine sange. Du kan også finde vores turneplaner, hvor du kan høre os indenfor en overskuelig fremtid.

Prøv engang at se videoen for Skovgildet, den første af mine sange der blev indspillet på plade, lænket til vinylens rillede overflade. Det er mærkeligt at den magre bebrillede langhårede hippie er mig. Men der er sgu ikke den store forskel på i dag, skulle jeg hilse og sige. Jo, jeg har nok lidt mere ondt i ryggen og fingrene er lidt stivere, så jeg ikke kan spille helt så hurtigt, men til gengæld er det hele blevet mere følsomt.

Det er forunderligt, at det er blevet mig beskåret at kunne bruge mit liv på bare at spille og skrive musik. Jeg er dybt taknemmelig. Jeg blev jo rejsende musiker fordi jeg ikke gad arbejde eller blive voksen, og det ser ud til jeg kommer gennem livet uden at have haft fast arbejde. Om jeg er blevet voksen ved jeg ikke, men jeg er blevet ældre, det kan jeg ikke løbe fra. Furerne på kinden er blevet dybe og rynkerne omkring øjnene mangfoldige, men når musikken spiller bliver jeg stadig bare en meget ung glad mand.

Endnu engang tak til Tommy og god fornøjelse med at bevæge jer ind i hjemmesidens mange hemmelige steder.

Finder du, når du går i dybden, fejl eller mangler må du endelig lade os det vide ved at sende mail til lilholt.site@gmail.com

Kærlig hilsen
Lars Lilholt
Og længe leve den rene G-dur