BLOG

Drømmefanger på vej

Januar, 2018.

Indspilningerne til det nye 2018 album er afsluttet, og vi er i gang med at mixe, som man siger. Det vil sige en redigering af alle de mange filer, der for hvert eneste track (sang) findes i computeren. Man får det til at lyde optimalt og finder de rigtige niveauer mellem de forskellige instrumenter. Jeg har døbt albummet Drømmefanger. Det består af 13 sange.

Drømmefanger er som navnet antyder en samling sansninger, erindringer og drømme. De fleste er nedskrevet henover sommeren 2017, hvor jeg på grund af voldsomme rygsmerter lå meget ned mellem koncerterne. Jeg havde et stort partytelt med stormbarduner i haven, hvor jeg holdt til på en madras i 3 mdr. Der var plads til at få gæster, vi ku spille derude. De begyndte at kalde mig Gadaffi. Der er møde i Gadaffis telt!!

Jeg blev opereret i august og efter 4 måneders genoptræning, startede jeg indspilningerne i december sammen med Gert, Tom, Kristian og Eddi. Producere og teknikere blev som på Amulet de herrer Søren Zahle og Mads Tønder fra Studio Comunale i Skanderborg. Det er et godt hold.

En enkelt sang har jeg indspillet med Shaka Loveless som producer i Frostbox studio i Kbhvn. På dette ene track, der hedder ”Første gang på Roskilde”, og som jeg spillede solo i aftenshowet sidst i November, medvirker Shaka på bas sammen med sit band.

Et par sange på Drømmefanger synger jeg som duet med Oh Land. Oh Land synger fortryllende, er hamrende musikalsk og vores stemmer klæder hinanden. Jeg er så taknemmelig for, hun vil synge lidt sommersol ind over to stilfærdige og akustiske tracks.

I den anden grøft synger jeg også en duet med min gamle makker Johnny Madsen. En sang om at sidde ved en å og fiske efter gedden i sig selv. Jeg siger jer, det er yndigt. Det er voldsomt. Det lyder som Game of Thrones. Hvor min stemme sammen med Oh Land lyder som en meget voksen mand, lyder jeg ved siden af Johnnys raspede urbrøl som en spejderdreng. Glæd jer.

Drømmefanger ender med at blive en fest. En folk-rock, singer/songwriter fest. Gert Vincent spiller selvfølgelig alle elguitarer, Tom Bilde bas og mandolin, Eddi Jarl al slagtøj og Kristian Fogh klaver og harmonika. Det lille band er så godt sammenspillet. De synger også kor sammen med Lærke Lilholt og Maria Malmø. De fleste akustiske guitarer spilles af Michael Vestbo og på et enkelt track af Sofus Lilholt. Derudover har jeg inviteret fire af Danmarks bedste unge folkemusikere med. I kender Mads Kjøller-Henningsen som på Drømmefanger trakterer trætværfløjte, tin-whistle, drejelire og sækkepibe. Clara Tesch og Thyge Pedersen spiller forrygende fiol. Den femstrengede banjo spilles af Sine Bach Rüttel. Endelig medvirkede studiecrewet Søren, Mads og Jonas også som kor ind imellem i et festligt øjeblik.

Jeg glæder mig helt vildt til at kunne release Drømmefanger til maj, og jeg vil senere i klummeform kigge dybere ind i de forskellige sange.

Lars Lilholt.

Jens Langkniv

Juni, 2017.

(Tegneserietegning af Orla Klausen)

Jeg lå og sov på en madras på gulvet i et hus i Eckernförde i Sydslesvig. Aftenen før havde jeg spillet med Poul Krebs og John Nørgaard på Die Pumpe i Kiel. Et almindeligt spillested hvor vel 75 mennesker var troppet op for at høre tre ukendte danske folkesangere. Vi er tilbage omkring 1980. Da jeg vågnede havde Walther, hvis hus vi var i, sat en plade med italieneren Angelo Branduardi på. En af den krølhårede italieners melodier havde et rullende 6/8 sækkepibetema, som blev hængende i mit hoved og endte som inspiration for omkvædet i sangen om Jens Langkniv.

Historien om Jens Langkniv fik jeg fortalt af min mor da jeg var en lille dreng. Senere da jeg var en 10-11 år var jeg stor nok til selv at læse Jeppe Aakjærs taterlegende, og i dag har jeg en førsteudgave af bogen fra 1915.

Jens Langkniv (Jens Olesen) var en jysk “Robin Hood”, der ifølge sagnet holdt til i Daugbjerg Kalkgruber i 1600-tallet og var særlig aktiv under Trediveårskrigen, da Albrecht von Wallensteins tropper hærgede Jylland 1627-1628. Han var bevæbnet med en kniv, som var bundet fast med en lang line, så han kunne kaste den og hurtigt trække den til sig igen. Ifølge sagnet var Jens Langkniv fredløs fordi han havde dræbt en delefoged, der ønskede Jens’ mor brændt som heks. Samme sagn fortæller, at han skulle være blevet taget til nåde efter at have bekæmpet Wallensteins tropper foran Viborgs porte. Men efter at være vendt tilbage til det fredløse liv skal han være blevet henrettet i Horsens. Jens Langkniv søgte tilflugt i Daugbjerg Kalkgruber, hvor Jens Langknivs hule, 60 meter under jordens overflade, er den største grotte i kalkminens gangsystem.
I Ulvedal Plantage nær Karup findes en langdysse, der kaldes “Jens Langknivs Hule”, fordi Jens Langkniv skal have haft tilholdssted der.

I Aakjærs roman er det Jens som Robin Hood og frihedskæmper der er i forgrunden, og passer ind i Jeppe Aakjærs virke som social agitator til forbedring af landtyendes forhold.

Inspirationen til at skrive min sang om Jens Langkniv stammer fra lignende heltekvad, som Bob Dylans ”John Wesly Harding” og the Incredible Stringbands sang om ”Black Jack Davy”, der lokker den rige mands datter ud til et liv i de fredløses skov.

Versemelodien og en del af teksten skrev jeg færdig i Afrika, hvor mine forældre boede. Nærmere bestemt byen Karen 2o km udenfor Nairobi i Kenya. Byen er opkaldt efter Karen Blixen, hvis farm ligger der, og derfor det oplagte sted at skrive en mytologisk historie som den ærkedanske legende om Jens. Om aftenen kunne man høre de vilde hunde hyle og vagtmandens mørkerædde mumlen. Om dagen kunne man skimte N´Gong hills i det fjerne.

Første udgave af sangen udkom på Jens Langkniv pladen i 1984. Med introfanfaren spillet på middelalder krumhorn. Senere på Gi det blå tilbage pladen fra 1998 findes en meget mere rocket udgave af sangen. Fanfaren er gennem tiden til koncert blevet spillet på først krumhorn, og senere fløjte, elguitarer, saxofon, synthesizer og på denne sommertur er den oprindelige lyd tilbage da fanfaren spilles på en skalmeje. Et dobbeltrørblads instrument der i lyden snerrer som et krumhorn. Liveudgaven er med årene gået fra letbenet rullende 6/8 Jig til bumlende rock´n roll shuffle.

Jens Langkniv sangen endte i den 17. Udgave af Højskolesangbogen som en historisk sang, men den røg ud igen i den nyeste 18. Udgave fra 2006. Det kan jeg godt forstå, for den er umulig som fællessang på grund af den vekslende metrik. Kun omkvædet er fremragende at skråle ud i samlet flok.

Sangen blev spillet første gang live til et 1.maj arrangement i Randers, hvor omkvædet om at tage fra de rige og gi til de fattige fandt genklang. Senere spillede vi den nede i Jens Langknivs hule i Daugbjerg hvor TV Midtvest optog os mens flagermusene flaksede rundt. Jeg har også spillet den på Jeppe Aakjærs digterhjem Jenle i Salling.

De sidste 25 år har sangen fundet sin plads som nationalsang i Karup. Hvert år når vi spiller til Karup Å-marked brøles omkvædet ud fra 5000 struber.

Mange gange, hvis det er en skyfri sommernat, kører jeg på vejen hjem hen til Kongenshus hede. Slukker turbussen og stiger ud og betragter månen, der står som en ø af lys på nattens ocean, som omkvædet i Jens Langkniv sangen starter.

Liv efter liv

Maj, 2017.

Liv efter liv er sangen der starter alle koncerterne i 2017.
Den stammer fra albummet ”Med natten mod vest” fra 1991.

Jeg skrev sangen omkring 1990 efter en tidlig morgentur i parken i Langå sammen med min ældste datter Lærke, der på det tidspunkt var 6 år. Jeg kan huske vi gik og talte om træer, der kunne blive tudsegamle. Som skruen uden ende – træet der gror og gror og tiden der går og går. Og jeg tænkte på hjertets grunde som fornuften aldrig rigtig kan se. Så det blev en sang om strejfende liv, unge som gamle, der mødes i længsel efter længsel, under den sol der uden grund eller motiv står op hver dag. Ja solopgangen er og bliver et mirakel, et under.
Er vi lavet af samme stof som drømme er et Shakespeare citat, og det syrede spørgsmål fik jeg også listet ind i teksten.

Musikken kom af sig selv – spillet frem på en 12 strenget Martin guitar jeg lige havde fået dengang. Og man kan godt høre jeg elskede Cyndi Laupers ”Time after time” fra 1983.
Tom Bilde og jeg indspillede det meste af sangen i et studie i Malmø sammen med Billy Cross, der høvler den flotte slideguitar på originalindspilningen. Måske er det svenske pladestudie grunden til at de små violin temaer, der dukker op i sangen, lyder som traditionelle svenske ganglåts. Disse temaer er senere i liveudgaven blevet indgangssignatur til sangen.

Men sangen lever stadig efter mere end 25 år og det gør den jo nok fordi teksten er så gådefuld og musikken så ligetil. For øvrigt holdt min ven den svenske troubadur Bjørn Afzelius meget af denne sang. Som han sagde til mig: ” den ville jeg gerne ha skrevet”

Alt bevæger sig – alt går videre – og det allerhelligste er et tomt rum.

Se teksten og video her:

Kong Keops Pyramide.

April, 2017.

Det er med stor forundring og benovelse, jeg sidder og kigger på eller nærmere i den nye hjemmeside. Tusind tak til Tommy Kjeldahl der har brugt over et år på at færdiggøre den.

Den er næsten ligesom Kong Keops Pyramide eller Tut-Ankh-Amons grav. Et mystisk og mytisk kammer. Jeg er heldigvis bare stadigvæk i levende live. Alt hvad jeg har foretaget mig i mit musikalske liv er dokumenteret. Helt tilbage fra den spæde start i 1967 og op til i dag. Der er billeder af de otte forskellige inkarnationer af Lars Lilholt Band gennem tiderne, der er både de unge og de gamle Daltons, der er Kræn Bysteds fra min ungdom i halvfjerdserne og der også mine violinudskejelser med Rasmus Storm gruppen. Alt er dokumenteret. Alle sange og instrumentalnumre er at finde. Med alle albums, alle tekster, noder og sågar også youtubes af mange af sangene, og det er youtubes, hvor de første videoer er fra 1979 og de sidste fra forleden. Et spænd på 37 år. Du kan ved nogle få klik finde noder og tekster til alle mine sange. Du kan også finde vores turneplaner, hvor du kan høre os indenfor en overskuelig fremtid.

Prøv engang at se videoen for Skovgildet, den første af mine sange der blev indspillet på plade, lænket til vinylens rillede overflade. Det er mærkeligt at den magre bebrillede langhårede hippie er mig. Men der er sgu ikke den store forskel på i dag, skulle jeg hilse og sige. Jo, jeg har nok lidt mere ondt i ryggen og fingrene er lidt stivere, så jeg ikke kan spille helt så hurtigt, men til gengæld er det hele blevet mere følsomt.

Det er forunderligt, at det er blevet mig beskåret at kunne bruge mit liv på bare at spille og skrive musik. Jeg er dybt taknemmelig. Jeg blev jo rejsende musiker fordi jeg ikke gad arbejde eller blive voksen, og det ser ud til jeg kommer gennem livet uden at have haft fast arbejde. Om jeg er blevet voksen ved jeg ikke, men jeg er blevet ældre, det kan jeg ikke løbe fra. Furerne på kinden er blevet dybe og rynkerne omkring øjnene mangfoldige, men når musikken spiller bliver jeg stadig bare en meget ung glad mand.

Endnu engang tak til Tommy og god fornøjelse med at bevæge jer ind i hjemmesidens mange hemmelige steder.

Finder du, når du går i dybden, fejl eller mangler må du endelig lade os det vide ved at sende mail til lilholt.site@gmail.com

Kærlig hilsen
Lars Lilholt
Og længe leve den rene G-dur