BLOG

Høstfesten

Juni, 2019.

”Jeg fik de første hundred kroner for at spille til en høstfest på Haverslev fodboldplads …”

Sådan starter sangen om Høstfesten. Den har været på programmet siden 1989, hvor den blev udgivet på albummet ”Engang drog vi ud for at slå tiden ihjel”.
Vi spillede faktisk allerede ”Høstfesten” i 1988 til et job på Landbohøjskolen i København, da jeg lige havde skrevet sangen. Da gik den i 6/8 takt, i en udgave jeg stadig bruger til mine solokoncerter. Uden ”åh åh åh” og flintrende mellemstykker for violin, harmonika og fløjte.

”Høstfesten” blev sat over i bluegrass tempo oppe i Thomas Beckers Dreamland studie i Nibe under ”Engang drog vi ud” – pladeindspilningen, hvor Nils Torp fra Souvenirs var producer. Og som bluegrass-klon har ”Høstfesten” haft det godt siden.
I liveudgaven kom så engang i 90erne pludselig den irske John Ryans D durs polka ind som et fandenivoldsk mellemspil. Den melodi lærte jeg i 1975 af min medspiller i Kræn Bysteds Jakob Ohrt.

Sangens fortælling er historien om de hundrede kroner, jeg tjente som 2. violinist og skidtspiller i en udgave af Himmerlands-spillemændene fra Rebild, anført af Otto Trads. Otto var lillebils-vognmand fra den himmerlandske by Haverslev, og havde set det som sin opgave at lære den langhårede 19-årige Lars alt om den himmerlandske traditionelle spillemandsmusik. Otto, der var født i 1904 og døde i 1989, var traditionsbærer og havde hele sit repertoire fra sin far Jens Trads. Otto havde ingen børn, så han havde ved sin død testamenteret sin fars violin til mig. Den spiller jeg på engang imellem.

Otto Trads’ orkester spillede i sensommeren 1972 et job på fodboldbanen i Haverslev, hvor man samlede penge ind til at få en hal. Den hal hvor Lilholtband for øvrigt spillede en storyteller-koncert i november 2018. Det er den indsamlings dag sangen beskriver. Blicher på banjoen hed Peter Blicher og var skovarbejder i Rold. Han var mandolinbanjospiller og desuden en inciterende sanger. Peters hofnummer var ”Skuld Gammel Venskab Rejn Forgo” som han skrålede med skuldrene oppe om ørerne. Posten hed Harald og var landpost omkring Skørping og en fremragende harmonikaspiller. Skomageren hed Emil Nikolajsen var fra Støvring og han håndterede den store kontrabas. Efter hvert nummer lagde han altid nakken tilbage og snerrede:”såån ska’ den suleme spilles.” De var alle sammen 40-50 år ældre end mig, og det var et stort privilegium at spille med dem. Det var himmerlandsk musik fra den rå kerne. Der var noget Johannes V. Jensensk over det band.

Allerede i første vers har der i den indspillede udgave fra 1989 sneget sig en fejl ind. ”Det var den samme tid hvor Armstrong tog et skridt for menneskeheden ned på månen fra Apollo ni”. Det er forkert. Det var ”Apollo 11”, han tre år før var steget ned fra. Jeg tror, jeg er blevet snydt af, at jeg gerne ville have det til at rime på profeti. I dag synger jeg ”ned på månen fra sit Apolloskib”. Det er lidt bedre uden at være godt. Moderskibet hed ”Apollo 11”, månelandingsfartøjet som Armstrong steg ned fra i 1969 hed ”Flying Eagle”. Jeg sad som 16-årig og så det i sort-hvid på et tv vi havde arvet efter min fars morbror Kesse. Pigen Else i sangen, min ulykkelige kærlighed, hed i virkeligheden noget andet, og Larry hed heller ikke Larry. Jeg har glemt navnet på idioten, der i virkeligheden scorede Else, som ikke hed Else, men jeg brugte Larry som model. Han var en californisk desertør af mexicansk slægt, jeg mødte i Israel i 1973. Larry var gudesmuk, og Else var helt sikkert faldet for ham, hvis han virkelig havde været i Haverslev den skæbnesvangre aften, og han var helt sikkert rejst videre uden at vide, han havde lagt et frø i Elses mave. Melodien ”Skæve Thorvald”, som jeg smed skidt til, da jeg opdagede Else ville forsvinde, er en traditionel dansk hopsa. At smide skidt til var i Ottos sprog at spille dobbeltgrebsakkorder med springende bue på slagene 2 og 4.

Om Else, som hed noget andet, blev gravid den aften, ved jeg faktisk ikke, men det var en hævn jeg skrev ind i sangen fordi, hun svigtede mig. Du kan se, at den er skrevet for lang tid siden, for computeren i sidste vers er en Commodore 64, også kendt som “brødkassen” på grund af dens ydre udformning. Det var en 8-bit hjemmecomputer, som vandt stor udbredelse i 1980-érne. Den blev lanceret i 1982, fem år før jeg skrev Høstfesten, en sang som utroligt nok stadig lever i mine sætlister og er spil-levende.

Her er et link til sangen i sin originale udgave fra før jeg fik rettet den pinlige faktuelle fejl omkring månelandingen.

Her er link fra Jelling Festival 2019 med en faktuelt korrekt tekst.

På billedet ser du Otto Trads i forgrunden, så kommer Nils Jørn, der var med på jobbet men ikke rigtig kom med i sangen. Derefter ses Landposten og harmonikaspilleren Harald, Skomager og bassist Emil Nikolajsen og endelig med rød lue anden-violinist og skidtspiller Lars Lilholt.

Høstfesten.

Jeg fik de første hundrede kroner for at spille
til en høstfest på Haverslev fodboldplads
og der var Blicher med på banjo, Posten, Otto og så skomageren på bas
det var den samme tid hvor Armstrong tog et skridt
for menneskeheden ned på månen fra Apollo 9
med udsigt til en grøn oase
og en opfyldt profeti

På sidelinjen der stod Larry, han var drafter
eller desertør, som vi kalder det hos os
han kom fra Californien men ville ikke ned til Vietnam for at slås
nu fik han sig en pause på en sidelinje
under månen til en høstfest på et fremmed sted
og Else havde lyse lokker og et bryst at glemme ved

Kærligheden
der hvor du og jeg vi kommer fra
Kærligheden
det er det eneste vi har

Det var midt i Skæve Thorvald at jeg rettede mig op
og så min Elses lyse lokker flagre bort
med Larry lige i hælene og månen fuld og natten alt for kort
jeg havde spillet kun for hende, fanden ta’ den hippie
som hun ikke ku’ tale med men scored’ i en fart
jeg drak mine hundrede kroner op
faldt ned fra bænken, sov og glemte snart

Kærligheden …

Og Else hun blev tyk og fik en søn og han hed Mark
for det var der hun elsked’ Larry den der høst
men Larry flygted’ videre i længsel efter fred og efter trøst
Mark han har en Commodore 64 computer
og han ved hvad tid en tur til månen ta’r
men han har kun en vag formodning
om hvor han har brune øjne fra

Lars Lilholt.

Peter Masai

Maj, 2019.

På turen i år spiller vi ofte sangen ”Peter Masai”. Her er baggrunden for den historie.

Mine forældre boede mange år i Afrika. Nairobi, nærmere bestemt forstaden Karen, opkaldt efter den danske forfatter Karen Blixen. Mine forældres lejede hus lå på Blixens gamle kaffemarker og i gåafstand fra farmen. Min far arbejdede som arkitekt for Danida med at projektere små skadestuer rundt omkring i Kenya. Min mor var dog den, der fik mest ud af de 10 år, de havde i Kenya. Hendes liv toppede her. Som eksperthustru havde hun både houseboy og havemand, så hun kunne arbejde frivilligt i slumkvarteret Masar Valley med at lære afrikanske kvinder at væve. Senere blev hun guide på Nairobi Museum. Endelig samarbejdede mor med forfatteren Ole Juul, der også var eksperthustru, fordi hans kone Lise arbejdede med min far. Ole og min mor fik et projekt i gang som samlede penge ind til Kamante, kendt fra Blixens ”Den afrikanske farm”, så han i sin alderdom kunne få et lille hus at bo i.

I Kenya blev min familie venner med en to meter høj kulsort masai med det mest elskelige væsen. Peter kaldte vi ham. Peter Lembuya og jeg var lige gamle. Han kørte landrover for min far. Og han kørte safariture for mine søskende og jeg, når han havde fri, og en af os tilfældigvis var på besøg. Jeg så masser af vilde dyr i Masai Mara og Nairobi nationalpark, samt eksotiske fremmede stammer ved Turkanasøen sammen med Peter.

I 1992 boede jeg i Langå. En dag ringede det på min hoveddør. ”Jambo jambo” lød det højt på Swahili. Det var Peter. Han grinede og sagde ”Hey Musongo. Jeg vil på safari”. Han besøgte min far og mor og havde fået turen sponsoreret af Danida. Så startede en mindeværdig safaritur. Jeg tænkte først helt paf, at vi måtte finde på noget med Givskud Zoo eller lignende latterligt, men nej, Peter havde planlagt det hele selv. Først ville han se Langå vandværk og derefter varmeværket. Toilet med koldt og varmt vand syntes han var vildt eksotisk. Nede i hovedgaden, var de ved at reparere kloakrør. Peter sprang ned i udgravningen og tog billeder af de forskrækkede kommunalarbejdere. Han elskede ting, der fungerede, han boede jo i et gennemkorrupt samfund. Vi var oppe i kontroltårnet på Langå banegård, hvor de holder styr på nord- syd og vestgående tog, og de 10 spor. Peter kendte kun det ene spor på banen mellem Nairobi og Mombasa. Jeg har også været med det tog i 1979, og på den tur havde man en vagtmand siddende i spidsen af toget til at spotte sovende elefanter på sporet. Det var først, da jeg endelig dagen efter fik lov at køre Peter til Skagens gren, jeg så den unge masaikriger, moranens, skuende blik. Derude på spidsen af Danmark kunne jeg pludselig se masai nomaden, der skuede ud over havene, som han skuede over savannen. Peter der som 14-årig ved sin manddomsprøve dræbte en leopard med et spyd og de bare næver. For øvrigt havde vi på den tur fået følgeskab af min kusine Singapore-Annies mand kineseren Jonathan, der også var i landet.

Jeg skrev en sang om den dag som blev titelsang til albummet ”Masai” i 1997, og Peter dukkede også op i sangen ”Bag Kuala Lumpurs smil” fra Gloria-albummet i 2001.

Peter Masai forelskede sig i en dansk kvinde Karin i 1978 og boede sammen med hende i Nairobi til hans alt for tidlige død i januar 2018.

På fotos ovenfor kan du se Peter, Jonathan og Lars på Skagens gren. Peter, Karin og min far på Safari i 1978. Den langbenede masai og hans Landrover, og på vej i vandet ved Mombassa. Peter i Danmark sammen med Lærke på 9 år, hendes fætter Mads og min mor i 1992. Endelig er det sidste billede jeg har af Peter fra 2016. Der står han med Karin, min datter Luna og hendes veninde Karoline i Nairobi.

Lars Lilholt.

Februar 2019

Februar, 2019.

Det har været en fantastisk tur rundt i kirkerne med Shaka Loveless i januar og februar 2019. Kirkerummet gir mulighed for alvor, og ofte var koncentrationen så stor og rummet så mættet, at man kunne høre en knappenål falde til jorden …

I 1985 kan jeg huske den skotske folkesanger Alex Campbell sagde til mig oppe i Skagen. ”Det største bifald en folkesanger kan få er stilhed”. ”Hvis der ellers er kommet nogen”, tilføjede han så med et smil. Det bifald fik Shaka og jeg mange gange.

Shaka er en fantastisk sanger og sangskriver. Han formår som de bedste singer/songwriters med enkle midler og en akustisk træguitar at fortælle store mytiske historier. Stort indtryk gjorde ”Velkommen hjem” som han har skrevet med rap-gruppen Suspekt, og hans hjemstavnssang til Nørrebro, som han beskriver så mangfoldigt i ”Jeg græder for mit kvarter”. Desuden den helt ny-skrevne sang ”Jeg glemmer dig ikke” som han lige havde skrevet til sin nyligt afdøde demente bedstemor og sin endnu ufødte søn. Den fik aften efter aften tårerne frem. Også i mine øjne.

Det er også en oplevelse for mig i hver anden sang at fungere som musiker og korsanger. Jeg blev god på fiolen i løbet af turen. Jeg er virkelig taknemmelig for Shaka har lyst til at rejse rundt med mig, jeg er trods alt ældre end hans far. Men som min gamle far sagde til mig, en af de mange gange vi optrådte sammen, ”Musik har ingen alder bare den swinger”. Og vi spillede trods alt sammen, til han var langt over 90 år gammel. Det kan du f. eks se på TV Nords hjemmeside, hvis du søger på ”Tre generationer”. En koncert med Lærke, min far og jeg på Vitskøl kloster. Da var han 92 år.

Nu står så foråret for døren og Lilholtband går snart i gang med at opøve årets repertoire med vores nye bassist Anders Bækgaard. Det bliver spændende. Han spiller så godt og ligger virkelig fedt sammen med Eddi på trommerne. Jeg har i skrivende stund ikke styr på hvilke numre, der skal med. Der er så mange efterhånden. Vi kunne spille 12 timer i streg uden at gentage os selv. Der er selvfølgelig nogle, der altid er med. “Den hvide dværg”, “Kald det kærlighed” og “Onkel Christian”, men jeg tror da også “Peter Masai”, som vi fandt frem til storyteller-turen, skal med en tur rundt i manegen.

Der bliver også en ændring på korpodiet. Maria Malmø er blevet gravid og skal føde til juli, så hendes plads bliver overtaget af Malene Mailand. Mailand har flere års erfaring som backing vocal for Medina, Rasmus Seebach, Ida Corr og Lis Sørensen.

Jeg glæder mig til at komme på græs og i det hele taget få det store orkester til at køre igen. Jeg får så meget energi forærende af mine medmusikanter og mit publikum.
Turplanen er på hjemmesiden og opdateres løbende.

Lars Lilholt.

Godt nytår

December, 2018.

Året 2018 er slut og herfra skal lyde ønsket om et godt nytår. Hele året 2018 har stået i Drømmefangerens tegn. Albummet blev færdig i Januar og jeg rejste rundt i landet og spillede albummet direkte fra cd´en i Aalborg, København, Odense, Horsens og på Fanø. Vi spillede live ”Første gang på Roskilde” i TV2gomorgen DK.

Sommerens turne startede i maj på Vejle musikteater og derefter til festival i Jels. Jeg kan huske jeg stod på scenen og solen skinnede og det var varmt. Jeg var euforisk over igen at kunne spille og bevæge mig efter min rygoperation i efteråret 17, og i den glæde lovede jeg orkester og publikum at det ville blive en lang og svedig sommer. At det skulle blive den varmeste sommer i 200 år kunne jeg jo ikke vide. Jeg talte bare i rablende glade tunger. En lang varm og tør sommer er måske ikke landmandens favorit, men den turnerende udendørsmusiker elsker det.

Eddi, Mads, Kristian og jeg, samt Mads´ kæreste violinisten Clara havde en herlig videooptagelse på Realen på Fanø sammen med Johnny Madsen. Johnny og jeg skulle bare sidde i baren og mime til ”Geddens tænder”. Og er der noget vi er gode til så er det at sidde i en bar og mime. Jeg er lykkelig for at Johnny ville medvirke på drømmefangeren. Jeg er også lykkelig for at Oh Land ville synge med på et par numre. Hun synger bare så fantastisk. Jeg ville så gerne honorere for hendes medvirken, og hun sang også med på Amulet uden at få en krone for det. Men penge ville hun ikke ha. Er der overhovedet ikke noget du ønsker dig ? spurgte jeg. Hun lagde sit yndige ansigt i tænksomme folder og svarede så. Jo en gasgrill. Det fik jeg så skaffet hende, og i juli var min hustru og jeg inviteret på det dejligste grillstegte Kobekød på Nannas terrasse.

Jeg lavede også en lille youtube video af ”Første gang på Roskilde” sammen med Shaka Loveless der har produceret det nummer. Det foregik i musikbutikken Akustikken i Aarhus.

Bandet spillede som en drøm hele sommeren. Jeg synes aldrig vi har været bedre. Kristian Fogh og Eddi Jarl har virkelig taget ejerskab og præger musikken mere og mere. Mads Kjøller Henningsens fløjte, sækkepibe og drejelire elsker jeg at ha med. Fløjte Mads gir bandet en folkemusikvibration som klæder musikken helt vildt. Korpigerne Lærke og Maria gik til opgaven med krum hals og er i stand til at komme langt ud over scenekanten. Det er det vi skal. Ud til publikum. Gert er Gert. Han har sin helt egen stil, man kan altid høre det er ham. Det synes jeg er en meget stor kvalitet.

Til fed fredag i Tivoli Friheden trak vi næsten 12000 mennesker. Det er rekord derude. Kun L.O.C. har trukket flere. Koncerterne på Jelling, Meilgaard slot, Aalborg, Ellinge Lyng, Odense, Silkeborg og alle de andre steder foregik i lunt sommervejr og uden regn. Helt fantastisk.

Orkestret tog tælling da Tom sidst på sommeren bekendte, at det var tid for ham at stoppe. Efter 28 år. Vi har haft mange kongestunder sammen og Tom har haft en finger med i udformningen af nogle af bandets bedste sange. Men intet her i livet er for evigt og jeg respekterer fuldt ud hans ønske om at geare ned og levet et andet liv end den evigt turnerende bandmusikers. Jeg har også kunnet mærke at han de sidste par år var ved at være et andet sted. Men orkestret stod jo og skulle på en lang storytellertur fra sidst i september til slutnovember. Lidt rystede tog vi beslutningen om kun at tage fire afsted og skiftes til at spille bassen. Jeg ringede til Mads og hørte om han kunne tage med, men han skulle til Cuba. Dog endte han med at medvirke på 10 af koncerterne. Vi blev bedre og bedre og turen kulminerede med et brag af en koncert for et udsolgt Kgl Teater på Kongens Nytorv i hovedstaden. Vi inviterede alle orkestermedlemmer, sommer- og vinter-crew med fruer, samt management med til koncerten og efterfølgende andesteg for 35 mennesker kl 23.30 på restaurant Vitas i Store Kongensgade. Det blev en strålende årsafslutning der endte meget sent i loungen på Hotel Avenue hvor alle overnattede. Fogh tog dagen efter på turne med Anne Dorte Michelsen, mens vi andre trillede med tømmermænd mod Silkeborg og spillede til Silkeborg Ifs julefest. Her fik Anders Bækgaard debut som orkestrets nye bassist.

Koncerten fra det Kgl Teater bliver sendt søndag d. 20 januar på DK4. Vi får hele koncerten uden klip. Det glæder jeg mig til at se, for alt klappede fuldstændig og man kunne mærke i hvor god form vi var blevet.

Nu skilles vi for en stund. Jeg tar på kirketurne med Shaka Loveless i januar-februar. Når jeg kommer hjem fra den tur, begynder vi så småt at mødes og øve os klar til sommerturen 2019 der starter i Horsens den 4. Maj, og så kører vi landet rundt til 1 sept. Vi ses derude.

Tusind tak til vores trofaste publikum

Godt nytår.

Lars Lilholt

Drømmefanger på vej

Januar, 2018.

Indspilningerne til det nye 2018 album er afsluttet, og vi er i gang med at mixe, som man siger. Det vil sige en redigering af alle de mange filer, der for hvert eneste track (sang) findes i computeren. Man får det til at lyde optimalt og finder de rigtige niveauer mellem de forskellige instrumenter. Jeg har døbt albummet Drømmefanger. Det består af 13 sange.

Drømmefanger er som navnet antyder en samling sansninger, erindringer og drømme. De fleste er nedskrevet henover sommeren 2017, hvor jeg på grund af voldsomme rygsmerter lå meget ned mellem koncerterne. Jeg havde et stort partytelt med stormbarduner i haven, hvor jeg holdt til på en madras i 3 mdr. Der var plads til at få gæster, vi ku spille derude. De begyndte at kalde mig Gadaffi. Der er møde i Gadaffis telt!!

Jeg blev opereret i august og efter 4 måneders genoptræning, startede jeg indspilningerne i december sammen med Gert, Tom, Kristian og Eddi. Producere og teknikere blev som på Amulet de herrer Søren Zahle og Mads Tønder fra Studio Comunale i Skanderborg. Det er et godt hold.

En enkelt sang har jeg indspillet med Shaka Loveless som producer i Frostbox studio i Kbhvn. På dette ene track, der hedder ”Første gang på Roskilde”, og som jeg spillede solo i aftenshowet sidst i November, medvirker Shaka på bas sammen med sit band.

Et par sange på Drømmefanger synger jeg som duet med Oh Land. Oh Land synger fortryllende, er hamrende musikalsk og vores stemmer klæder hinanden. Jeg er så taknemmelig for, hun vil synge lidt sommersol ind over to stilfærdige og akustiske tracks.

I den anden grøft synger jeg også en duet med min gamle makker Johnny Madsen. En sang om at sidde ved en å og fiske efter gedden i sig selv. Jeg siger jer, det er yndigt. Det er voldsomt. Det lyder som Game of Thrones. Hvor min stemme sammen med Oh Land lyder som en meget voksen mand, lyder jeg ved siden af Johnnys raspede urbrøl som en spejderdreng. Glæd jer.

Drømmefanger ender med at blive en fest. En folk-rock, singer/songwriter fest. Gert Vincent spiller selvfølgelig alle elguitarer, Tom Bilde bas og mandolin, Eddi Jarl al slagtøj og Kristian Fogh klaver og harmonika. Det lille band er så godt sammenspillet. De synger også kor sammen med Lærke Lilholt og Maria Malmø. De fleste akustiske guitarer spilles af Michael Vestbo og på et enkelt track af Sofus Lilholt. Derudover har jeg inviteret fire af Danmarks bedste unge folkemusikere med. I kender Mads Kjøller-Henningsen som på Drømmefanger trakterer trætværfløjte, tin-whistle, drejelire og sækkepibe. Clara Tesch og Thyge Pedersen spiller forrygende fiol. Den femstrengede banjo spilles af Sine Bach Rüttel. Endelig medvirkede studiecrewet Søren, Mads og Jonas også som kor ind imellem i et festligt øjeblik.

Jeg glæder mig helt vildt til at kunne release Drømmefanger til maj, og jeg vil senere i klummeform kigge dybere ind i de forskellige sange.

Lars Lilholt.

Jens Langkniv

Juni, 2017.

(Tegneserietegning af Orla Klausen)

Jeg lå og sov på en madras på gulvet i et hus i Eckernförde i Sydslesvig. Aftenen før havde jeg spillet med Poul Krebs og John Nørgaard på Die Pumpe i Kiel. Et almindeligt spillested hvor vel 75 mennesker var troppet op for at høre tre ukendte danske folkesangere. Vi er tilbage omkring 1980. Da jeg vågnede havde Walther, hvis hus vi var i, sat en plade med italieneren Angelo Branduardi på. En af den krølhårede italieners melodier havde et rullende 6/8 sækkepibetema, som blev hængende i mit hoved og endte som inspiration for omkvædet i sangen om Jens Langkniv.

Historien om Jens Langkniv fik jeg fortalt af min mor da jeg var en lille dreng. Senere da jeg var en 10-11 år var jeg stor nok til selv at læse Jeppe Aakjærs taterlegende, og i dag har jeg en førsteudgave af bogen fra 1915.

Jens Langkniv (Jens Olesen) var en jysk “Robin Hood”, der ifølge sagnet holdt til i Daugbjerg Kalkgruber i 1600-tallet og var særlig aktiv under Trediveårskrigen, da Albrecht von Wallensteins tropper hærgede Jylland 1627-1628. Han var bevæbnet med en kniv, som var bundet fast med en lang line, så han kunne kaste den og hurtigt trække den til sig igen. Ifølge sagnet var Jens Langkniv fredløs fordi han havde dræbt en delefoged, der ønskede Jens’ mor brændt som heks. Samme sagn fortæller, at han skulle være blevet taget til nåde efter at have bekæmpet Wallensteins tropper foran Viborgs porte. Men efter at være vendt tilbage til det fredløse liv skal han være blevet henrettet i Horsens. Jens Langkniv søgte tilflugt i Daugbjerg Kalkgruber, hvor Jens Langknivs hule, 60 meter under jordens overflade, er den største grotte i kalkminens gangsystem.
I Ulvedal Plantage nær Karup findes en langdysse, der kaldes “Jens Langknivs Hule”, fordi Jens Langkniv skal have haft tilholdssted der.

I Aakjærs roman er det Jens som Robin Hood og frihedskæmper der er i forgrunden, og passer ind i Jeppe Aakjærs virke som social agitator til forbedring af landtyendes forhold.

Inspirationen til at skrive min sang om Jens Langkniv stammer fra lignende heltekvad, som Bob Dylans ”John Wesly Harding” og the Incredible Stringbands sang om ”Black Jack Davy”, der lokker den rige mands datter ud til et liv i de fredløses skov.

Versemelodien og en del af teksten skrev jeg færdig i Afrika, hvor mine forældre boede. Nærmere bestemt byen Karen 2o km udenfor Nairobi i Kenya. Byen er opkaldt efter Karen Blixen, hvis farm ligger der, og derfor det oplagte sted at skrive en mytologisk historie som den ærkedanske legende om Jens. Om aftenen kunne man høre de vilde hunde hyle og vagtmandens mørkerædde mumlen. Om dagen kunne man skimte N´Gong hills i det fjerne.

Første udgave af sangen udkom på Jens Langkniv pladen i 1984. Med introfanfaren spillet på middelalder krumhorn. Senere på Gi det blå tilbage pladen fra 1998 findes en meget mere rocket udgave af sangen. Fanfaren er gennem tiden til koncert blevet spillet på først krumhorn, og senere fløjte, elguitarer, saxofon, synthesizer og på denne sommertur er den oprindelige lyd tilbage da fanfaren spilles på en skalmeje. Et dobbeltrørblads instrument der i lyden snerrer som et krumhorn. Liveudgaven er med årene gået fra letbenet rullende 6/8 Jig til bumlende rock´n roll shuffle.

Jens Langkniv sangen endte i den 17. Udgave af Højskolesangbogen som en historisk sang, men den røg ud igen i den nyeste 18. Udgave fra 2006. Det kan jeg godt forstå, for den er umulig som fællessang på grund af den vekslende metrik. Kun omkvædet er fremragende at skråle ud i samlet flok.

Sangen blev spillet første gang live til et 1.maj arrangement i Randers, hvor omkvædet om at tage fra de rige og gi til de fattige fandt genklang. Senere spillede vi den nede i Jens Langknivs hule i Daugbjerg hvor TV Midtvest optog os mens flagermusene flaksede rundt. Jeg har også spillet den på Jeppe Aakjærs digterhjem Jenle i Salling.

De sidste 25 år har sangen fundet sin plads som nationalsang i Karup. Hvert år når vi spiller til Karup Å-marked brøles omkvædet ud fra 5000 struber.

Mange gange, hvis det er en skyfri sommernat, kører jeg på vejen hjem hen til Kongenshus hede. Slukker turbussen og stiger ud og betragter månen, der står som en ø af lys på nattens ocean, som omkvædet i Jens Langkniv sangen starter.

Liv efter liv

Maj, 2017.

Liv efter liv er sangen der starter alle koncerterne i 2017.
Den stammer fra albummet ”Med natten mod vest” fra 1991.

Jeg skrev sangen omkring 1990 efter en tidlig morgentur i parken i Langå sammen med min ældste datter Lærke, der på det tidspunkt var 6 år. Jeg kan huske vi gik og talte om træer, der kunne blive tudsegamle. Som skruen uden ende – træet der gror og gror og tiden der går og går. Og jeg tænkte på hjertets grunde som fornuften aldrig rigtig kan se. Så det blev en sang om strejfende liv, unge som gamle, der mødes i længsel efter længsel, under den sol der uden grund eller motiv står op hver dag. Ja solopgangen er og bliver et mirakel, et under.
Er vi lavet af samme stof som drømme er et Shakespeare citat, og det syrede spørgsmål fik jeg også listet ind i teksten.

Musikken kom af sig selv – spillet frem på en 12 strenget Martin guitar jeg lige havde fået dengang. Og man kan godt høre jeg elskede Cyndi Laupers ”Time after time” fra 1983.
Tom Bilde og jeg indspillede det meste af sangen i et studie i Malmø sammen med Billy Cross, der høvler den flotte slideguitar på originalindspilningen. Måske er det svenske pladestudie grunden til at de små violin temaer, der dukker op i sangen, lyder som traditionelle svenske ganglåts. Disse temaer er senere i liveudgaven blevet indgangssignatur til sangen.

Men sangen lever stadig efter mere end 25 år og det gør den jo nok fordi teksten er så gådefuld og musikken så ligetil. For øvrigt holdt min ven den svenske troubadur Bjørn Afzelius meget af denne sang. Som han sagde til mig: ” den ville jeg gerne ha skrevet”

Alt bevæger sig – alt går videre – og det allerhelligste er et tomt rum.

Se teksten og video her:

Kong Keops Pyramide.

April, 2017.

Det er med stor forundring og benovelse, jeg sidder og kigger på eller nærmere i den nye hjemmeside. Tusind tak til Tommy Kjeldahl der har brugt over et år på at færdiggøre den.

Den er næsten ligesom Kong Keops Pyramide eller Tut-Ankh-Amons grav. Et mystisk og mytisk kammer. Jeg er heldigvis bare stadigvæk i levende live. Alt hvad jeg har foretaget mig i mit musikalske liv er dokumenteret. Helt tilbage fra den spæde start i 1967 og op til i dag. Der er billeder af de otte forskellige inkarnationer af Lars Lilholt Band gennem tiderne, der er både de unge og de gamle Daltons, der er Kræn Bysteds fra min ungdom i halvfjerdserne og der også mine violinudskejelser med Rasmus Storm gruppen. Alt er dokumenteret. Alle sange og instrumentalnumre er at finde. Med alle albums, alle tekster, noder og sågar også youtubes af mange af sangene, og det er youtubes, hvor de første videoer er fra 1979 og de sidste fra forleden. Et spænd på 37 år. Du kan ved nogle få klik finde noder og tekster til alle mine sange. Du kan også finde vores turneplaner, hvor du kan høre os indenfor en overskuelig fremtid.

Prøv engang at se videoen for Skovgildet, den første af mine sange der blev indspillet på plade, lænket til vinylens rillede overflade. Det er mærkeligt at den magre bebrillede langhårede hippie er mig. Men der er sgu ikke den store forskel på i dag, skulle jeg hilse og sige. Jo, jeg har nok lidt mere ondt i ryggen og fingrene er lidt stivere, så jeg ikke kan spille helt så hurtigt, men til gengæld er det hele blevet mere følsomt.

Det er forunderligt, at det er blevet mig beskåret at kunne bruge mit liv på bare at spille og skrive musik. Jeg er dybt taknemmelig. Jeg blev jo rejsende musiker fordi jeg ikke gad arbejde eller blive voksen, og det ser ud til jeg kommer gennem livet uden at have haft fast arbejde. Om jeg er blevet voksen ved jeg ikke, men jeg er blevet ældre, det kan jeg ikke løbe fra. Furerne på kinden er blevet dybe og rynkerne omkring øjnene mangfoldige, men når musikken spiller bliver jeg stadig bare en meget ung glad mand.

Endnu engang tak til Tommy og god fornøjelse med at bevæge jer ind i hjemmesidens mange hemmelige steder.

Finder du, når du går i dybden, fejl eller mangler må du endelig lade os det vide ved at sende mail til lilholt.site@gmail.com

Kærlig hilsen
Lars Lilholt
Og længe leve den rene G-dur