SANG
Kejserens hukommelse
År: 1997
Tekst: Lars Lilholt
Musik: Lars Lilholt
Tekst
Bag kæmpesten står folk i kø
for at komme ind
i kejserens hukommelse
før han bli’r døv og blind
men kejseren er død af længsel i sin have
sidste fredag aften klokken et kvarter i tolv
så kejseren tier men hør hvad hoffet siger:
Kejseren længe leve, ellers mister vi kontrol
Så ud fra magtens korridor
der kom der ikke et ord
kun det sædvanlige: hurra!
Hvor kejseren er stor
i morgen vil vi hylde ham ved en stor parade
hoffet handler hurtigt inden kejseren er kold
gartnerne river, skriverne skriver
på det høje hvide slot er alt under kontrol
Første gang så la’r vi ham gå
anden gang så ligeså
tredje gang så ta’r vi ham
og kejserens hukommelse er lang
Vi putter ham i åben vogn
vi gir ham nye klæ’r
og kører ham fra sogn til sogn
fulgt af en tiggerhær
vi løfter hans arme, vinker med hans hænder
fingrene de glimter af guldringene fem
flagene vajer, pigerne de nejer
kejseren skal huske os når han er kommet hjem
Første gang så la’r vi ham gå…
Kejseren husked’ kun et gammelt minde
vi lænked’ ham til bifald, smigred’ ham ihjel
sandheden hørte han aldrig nogensinde
længe leve kejseren, ellers dør vi selv
Første gang så la’r vi ham gå…
Og putter ham op bag i køen ved det hvide slot
der ligger han og ligner kun en stille undersåt.