”PRESSEMEDDELELSE”
Lars Lilholt opereret for kræft.
Musikeren Lars Lilholt blev i februar opereret for tarmkræft på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Operationen gik godt, og Lars Lilholt er nu heldigvis erklæret kræftfri.
Desværre opstod der senere i forløbet helt uventet nogle komplikationer, så han efterfølgende måtte opereres for tarmslyng og bughindebetændelse. Denne situation gjorde, at Lars var indlagt på Skejby i syv uger.
Genoptræningen er nu i fuld gang, og lægerne har nu givet grønt lys for, at Lars Lilholt kan genoptage sin store sommerturne fra 1. juni 2022. Panduro Management ApS, som står for at arrangere koncerterne, må desværre aflyse alle Lars Lilholts planlagte koncerter i april og maj 2022. Derfor bliver første koncert den 3. juni i Tivoli Friheden Aarhus, og herefter følger så 25 sommerkoncerter.
Lars Lilholt fortæller selv, at han glæder sig fantastisk til at komme i gang igen. Han er naturligvis meget ked af at miste bla. Jelling Musikfestival, hvor han nu har været på plakaten i over 30 år.