LARS LILHOLT

Hun tog ind i sig selv
sidste år for at se
hvad hun så ingen ved
men hun smilte da hun kom tilbage

tog sin røde kjole på
mon det lilla sjal ku nå
tændte lys – syv i alt
mens hun så ud over byens tage

med en lysestage
fra en svunden bryllupsfest
sendte hun sit s.o.s.

med natten mod vest
med natten mod vest

Jeg vil tro at han stod
klædt i sort klædt i hvidt
lidt for blidt – lidt for slidt
som en skygge bag en vindeltrappe

med en svævende accent
som fra en der rejste langt
cowboystøvler grå af støv
kun hans øjne kunne ikke flakke

og en gammel frakke
der lugted’ svagt af hest
slog han om sin gæst
mens han fabled’ om en fest

med natten mod vest
med natten mod vest

der’ en kjole hængt til tørre
en altan med åben dør
og et lilla brudeslør
henslængt ligesom englevinger
og telefonen ringer og ringer og ringer

aftenvinden bringer
orgel fra en fest
svag svag lugt af hest
der nu også hænger ved hans gæst
som han havde inviteret til fest

med natten mod vest
med natten mod vest

Noder