”DRØMMEFANGER”

lilholt_bio_1  

Nyt album fra Lars Lilholt.

Release den 4. Maj 2018.

Lars Lilholt behøver nærmest ingen præsentation, men vi har at gøre med en af de største danske kunstnere og sangskrivere, der i årevis har kunnet samle tre generationer i en tid, der ellers er præget af større og større opsplitning af samfundet. En erfaren sangskriver med et kæmpe stort talent for at bruge det danske sprog og en evne til at kommunikere gennem enkle melodier med et rodnet i både folkemusikken, rockmusikken og den klassiske musik.

Drømmefanger er produceret af Lilholt og producerparret Søren Zahle og Mads Tønder i Peter Sommers gamle Studio Comunale i Skanderborg. Dog er en enkelt sang, Første gang på Roskilde, produceret af Shaka Loveless.

Som altid hos Lilholt er vi i grænselandet mellem rock og folk, med en lille undtagelse i reggaeperlen om Lilholts møde med Bob Marley på Roskilde festival i 1978. Shakas produktion passer dog fint ind med de 12 andre sange på Drømmefanger der er et moderne New-Folk album i stil med det meget anmelderroste Amulet album fra 2015. Dog er folk-rock mixet her kørt endnu længere ud eller ind i sin egen konsekvens. Grundstammen er Lilholts faste turneband, men det vrimler med gæster. Flere af Danmarks suverænt bedste unge folkemusikere, udsprunget fra folkemusikkonservatoriets mesterklasser, medvirker på mange tracks . Symboliseret ved den fabelagtige fløjtenist Mads Kjøller-Henningsen, der er en del af Lilholts faste turné band.

Nanna Øland Fabricius, kendt i hele Europa som Oh Land, synger duet med Lars på to utroligt smukke stilfærdige folkemusikballader En morgen i Amsterdam og den vidunderlige højlandsinspirerede Sig mit navn. Lars og Nanna lærte hinanden at kender under Toppen af poppen, og deres stemmer klæder hinanden helt fænomenalt.

For at gå helt i den anden grøft synger Lilholt også en duet med sin gamle Dalton makker Johnny Madsen. En sang ved navn Geddens tænder. Et vanvittigt dyk ned i underbevidstheden materialiseret som en krokodillelignende rovfisk under Gudenåens grågrønne overfladespænding. Med en lyd som får én til mest at tænke på tv-serien Game of Thrones. Hvor Lars sammen med Oh Land lyder som en voksen mand med en Leonard Cohen stemme, lyder han op ad Johnnys raspede urbrøl som en lille dreng. For at citere Johnny Madsen: Ikke nok med at vi er Danmarks bedste sangere, vi ser satme også godt ud.

To af Lilholts børn medvirker desuden på pladen. Datteren Lærke som er en del af turnebandets kor, samt sønnen Sofus der spiller guitar til, synger kor på og har komponeret melodien til fars tekst i sangen Det sidste ord. En sang i Ed Sheeran stil om at vi alle er fortællinger, og at vi inderst inde er langt ude.

Drømmefanger er som navnet antyder en samling sansninger, erindringer og drømme. Og der er 13 sange på pladen. To af dem skiller sig ud. Galwaypigen er en fordanskning af Steve Earles sang Galway girl. Lilholt lærte den af Johnny Logan til en fælles koncert på Meilgaard slot, og Logan insisterede på at Lars skulle gendigte den og brede denne fantastiske sang ud for danskerne. Det er hermed gjort. En anden lille sang der blev hængende i Drømmefangerens indianernet var Lilholts en sang fra Lilholts første band Kræn Bysteds. Morgenlyset fra 1977. En herlig melodi af sin tid med en tekst skrevet af en 24 årig Lilholt. Teksten blev i studiet opdateret, så den passer i munden på en 40 år ældre mand, og i det forrygende korværk hilser Lars på sig selv i den magre udgave, der året efter skulle spille første gang på Roskilde festival.

Med Drømmefanger dinglende fra turbussens tag drager Lars Lilholt og band på DK tour i maj, juni, juli, august 2018. Senere på året indendørs i musikhusene. Mere end 50 koncerter Se mere på www.Larslilholtband.dk. Her finder du også samtlige tekster og noder.

Drømmefanger udkommer på Universal Music Danmark.